Skip to main content

Full text of "Den Danske Stjerne"

See other formats


#*" 



f 



r 



i*$*~ 



■A ■ 




to'E'Ndan&Ae 

STJERNE 

August 1977 
126. årgang ■ Nummer 8 









'***t 



: K 







:■.■; ■:. 



...:■■■■ -;,. 



STJERNE 

Organ for JESU KRISTI KIRKE 
AF SIDSTE DAGES HELLIGE 

August 1977 

126. årgang • Nummer 8 

Det øverste Præsidentskab 

Spencer W. Kimball 
N. Eldon Tanner 
Marion G. Romney 



De Tolvs råd 

Ezra Taft Benson 
Mark E. Petersen 
Delbert L. Stapley 
LeGrand Richards 



Thomas S. Monson 
Boyd K. Packer 
Marvin J. Ashton 
Bruce R. McConkie 



Howard W. Hunter L. Tom Perry 
Gordon B. Hinckley David B. Haight 



Rådgivende komité 

Gordon B. Hinckley 
Marvin J. Ashton 
L. Tom Perry 



Marion D. Hanks 
James A. Cullimore 
Robert D. Hales 



Redaktør af kirkens magasiner 

Dean L. Larsen 

International Magazines redaktion 

Larry A. Hiller, chefredaktør 
Carol Larsen, medredaktør 
Roger Gylling, designer 

Den danske Stjernes redaktion 

Jørgen Ljungstrøm, Translation Services 
Vodroffsvej 7, DK 1900 København V 
Kurt Voss, Smedevangen 9, 
DK -3540 Lynge 
Harry Bohler, layout 

Tryk 

Paul Giese KG, Offenbach/Main 

Korrespondenter 

Københavns Stav: 

Den danske Mission: 



Abonnement 

Tegnes gennem wards/grensrepræsen- 
tanten: 12 numre dkr. 42,00 
Nævnte priser er incl. moms og porto. 
Betaling over giro 3120988 til Distributions 
Centret, Smedevangen 9, 3540 Lynge. 
United States and Canada: $ 8.00 
(surface mail) 

© 1977 by the Corporation of the Presi- 
dent of The Church of Jesus Christ of 
Latter-day Saints. All rights reserved. 



Disse raderinger af indgraveringer, som Frederick Catherwood 
har lavet, sås første gang i hans bog, Views of Ancient Monuments 
in Central America, Chiapas and Yucatan, som blev udgivet i 1844. 
Catherwood, en engelsk arkitekt og opdagelsesrejsende, ledsa- 
gede John Lloyd Stephens til Mellemamerika i 1839. (Se artiklen 
andet sted i bladet) De opdagede sammen mange gamle maya- 
ruiner. 
På forsiden: Ornamenter over hovedindgangen til Casa del Go- 

bernador, Uxmal. 
På bagsiden: Afgudsbillede fra Copan. 



INDHOLDSFORTEGNELSE 

De falske guder, som vi tilbeder. Præsident Spencer W. 

Kimball 1 

En ny befaling. Bruce R. McConkie 5 

Nabolaget bliver beriget af profeten. Gerry Avant 9 

En søgen efter Lehis rute. Lynn og Hope A. Hilton 11 

Manden som boede under jorden. Shirley Lee 17 

En profets kærlighed til sine forældre. Susan Arrington 

Madsen 20 

Ammon. Mabel Jones Gabbott 23 

Bare for sjov 24 

Livets spil. Paul H. Dunn 30 

Vogt mine får. Theo E. McKean 33 

Anvendelse af princippet om apperception i undervisningen. 

Boyd K. Packer 34 



Budskab fra Det øverste Præsidentskab 



De falske guder, 
som vi tilbeder 



Af præsident SPENCER W. KIMBALL 



Jeg har hørt, at lugtesansen er den af vore fysiske 
sanser, som er tættest forbundet med hukommelsen. Hvis 
dette er sandt, forklarer det nok den dejlige følelse, som 
kommer over mig de morgener, hvor jeg et øjeblik kan gå 
udenfor og indånde de varme og behagelige dufte, som jeg 
gennem årene er begyndt at sætte i forbindelse med den 
gode jords muld og plantevækst. 

Af og til, når det rette øjeblik indtræffer, bringer en bestemt 
duft - måske blot duften af grønt græs eller en krydret duft, 
som vinden har bragt med sig — mig tilbage til min ungdom 
i Arizona. Landet her var tørt, men beslutsomme landmænd 
havde været i stand til at gøre det frugtbart. 
Vi arbejdede med jorden og kvæget i al slags vejr, og når vi 
skulle rejse nogen steder, foregik det som regel på hesteryg 
eller i åbne vogne. Jeg plejede at løbe med vindens hast 
sammen med mine søskende gennem frugtplantagerne ned 
ad de støvede stier, forbi rækker af majs, røde tomater, løg 
og græskar. På grund af alt dette er det nok naturligt at 
mene, at vi dengang var nærmere knyttet til naturen. 
For nogen tid siden var jeg tilfældigvis udenfor en tidlig 
eftermiddag, da store, sorte skyer trak op til torden; og da 
store regndråber begyndte at tromme mod den støvede jord 
med tiltagende hastighed, mindenes jeg de sommerefter- 
middage i min barndom, hvor vældige tordenskyer samlede 
sig over bjergene og bragte den kærkomne regn til dalens 
tørstige muld. Vi børn skyndte os at løbe i læ, og mens 
lynene dansede rundt omkring, sad vi med store øjne og 
kiggede på dem og forundredes over regnens stadig 
tiltagende styrke. Bagefter var luften ren og kølig og fyldt 
med søde dufte fra jorden, træerne og havens planter. 
På nogle af disse aftener for så længe siden trak jeg ved 
solnedgang køerne hjem. Somme tider standsede jeg op 
ved en gammel, træt hegnspæl, og mens jeg bare stod helt 
stille i det afdæmpede lys og med duften af solsikker rundt 
omkring mig, kunne jeg spørge mig selv: „Hvis du skulle 



skabe en verden, hvordan ville den så se ud?" Nu synes 
svaret at komme helt naturligt: „Akkurat ligesom denne 
her." Så da jeg den dag stod og iagttog tordenvejret, følte 
jeg- og det føler jeg også nu — at vi befinder os på en fo- 
underlig jord. 

Men selv om det var en dag med så mange behagelige 
minder, sneg noget andet sig alligevel ind i mine tanker. De 
mørke og truende skyer, som hang så lavt over dalen, 
syntes næsten at tvinge mine tanker tilbage til noget, som 
brødrene i mange år har bekymret sig over — ja, noget, som 
Herrens udvalgte profeter siden verdens begyndelse har 
måttet beskæftige sig med. Jeg taler om den almindelige 
tilstand af fordæv, som verden synes at befinde sig i; det 
er en farlig tid, som vil få afgørende betydning for os. Når 
jeg tænker på det, blievr jeg mindet om den grundregel, 
at den, som har fået meget givet, af ham skal man kræve 
meget. (Luk. 12:48) 

Herren gav os en meget smuk verden, og til gengæld for- 
venter han, at vi er retfærdige og adlyder hans befalinger. 
Men når jeg tager et overblik over, hvad denne jords 
befolkning yder i sammenligning med, hvad der forventes af 
den, så bliver jeg forfærdet. Ondskaben synes at tage over- 
hånd. Ødelæggeren forstår at benytte den tid, hvor han 
endnu har stor magt. Det onde er ved at opsluge os som en 
stor bølge, og vi føler, at vi i sandhed lever under lignende 
omstændigheder som i Noas dage før syndfloden. 
Igennem årene har jeg rejst meget på grund af forskellige 
opgaver, og når jeg kører forbi smukke landskaber eller 
flyver over jordklodens vidsstrakte og storslåede flader, 
sammenligner jeg disse skønne ting med menneskenes 
mørke og onde gerninger, og jeg får en følelse af, at den 
gode jord næppe kan udholde det meget længere. Jeg 
tænker på dengang, da Enok hørte jorden klage og sige: 
„Ve, ve mig, menneskenes moder; jeg er i pine, jeg er træt 
på grund af mine børns ugudelighed! Når skal jeg hvile og 




Spencer W. Kimball 



blive renset for den urenhed, som er udgået fra mig?" 
(Moses 7:48) 

Brødrene taler konstant imod det, som er utåleligt i Herrens 
øjne: imod forurening af sjæl, legeme og omgivelser; imod 
vulgaritet, tyveri, løgn, stolthed og blasfemi; imod utugt, hor, 
homosexualitet og al anden misbrug af den hellige 
skaberevne; imod mord og alt, som er lig det; imod alle 
former for vanhelligelse. 

Det forbavser mig, at det er nødvendigt at tale sådan til et så 
velsignet folk. Det er næsten utroligt, at sådanne ting kan 
finde sted selv blandt de hellige, for de er jo i besiddelse af 
mange af Åndens gaver; og de har kundskab, som sætter 
evighederne i det rette perspektiv, og de kender vejen til 
evigt liv. 

Men desværre ser vi, at fordi folk kender vejen, betyder det 
ikke nødvendigvis, at de følger den, og mange har ikke 
været i stand til at fortsætte i tro. De har på den ene eller 
den anden måde givet efter for Satans og hans tjeneres 
fristelser og har sluttet sig til dem, som er af „verden", i en 
stadig tiltagende afgudsdyrkelse. 

Jeg bruger med vilje ordet afgudsdyrkelse. Som jeg 
studerer de gamle skrifter, bliver jeg mere og mere over- 
bevist om, at det har betydning, at budet: „Du må ikke have 
andre guder end mig" er det første af de ti bud. 
Kun få mennesker har med fuldt overlæg valgt at fornægte 
Gud og hans velsignelser. Vi lærer snarere fra skrifterne, at 
fordi udøvelsen af tro altid har forekommet vanskeligere 
end det at stole på ting, som var lige for hånden, har det 
kødelige menneske været tilbøjelig til at overføre sin tro på 



Gud til materielle ting. Når mennesker derfor i alle tidsaldre 
er bukket under for Satans magt og har mistet troen, har de 
i stedet for sat deres håb til en „arms styrke" (L & P. 1 :19) 
og til „guder af sølv, guld, kobber og jern, træ og sten, som 
hverken kan se eller høre eller fatte" (Dan. 5:23) — d.v.s. til 
afguder. Dette er et fremherskende emne i Det gamle 
Testamente. Det, som et menneske sætter al sin lid til, bli- 
ver hans gud; og hvis det viser sig, at hans gud ikke er 
Israels sande og levende Gud, så dyrker denne mand af- 
guder. 

Det er min faste overbevisning, at når vi læser skrifterne og 
prøver på at „anvend(e) dem på (os) selv", som Nephi 
forslog (1. Ne. 19:24), vil vi opdage mange paralleller 
mellem den gamle tilbedelse af udskårne billeder og vore 
egne adfærdsmønstre. 

Herren har velsignet os som et folk med en velstand, som 
aldrig har set sin lige. De midler, som er blevet anbragt i vor 
magt, er gode og nødvendige for vort arbejde her på jorden. 
Men jeg er bange for, at mange af os har fået overflod af 
flokke og hjorde, land, stalde og rigdomme og er begyndt at 
tilbede dem som falske guder, og de har fået magt over os. 
Har vi flere af disse guder, end vor tro kan holde til? Mange 
mennesker tilbringer det meste af deres liv på at tjene 
deres eget jeg. De arbejder for at skaffe sig penge, aktier 
og obligationer, investeringer, ejendomme kreditkort, møb- 
ler og lignende for at sikre sig økonomisk til et langt og 
lykkeligt liv (håber de). Glemt er den kendsgerning, at det 
er vor opgave at bruge disse mange midler i vore familier 
og kvorummer på at opbygge Guds rige — at fremme 



MANDEN DER IKKE VILLE GIVE 

Jeg erindrer en mand, som sammen med sin familie 
emigrerede til dette land med økonomisk hjælp fra 
Perpetual Emigration Fund, Han ville ellers ikke 
have haft penge nok til at emigrere for. Efter at han 
havde været her en kort tid, kom wardets lærere 
til ham og bad ham yde et bidrag, og han kom med 
en ussel undskyldning. Han sagde: „Mit hjerte er 
med jer; jeg ville ved Herren ønske, at jeg kunne 
hjælpe jer. Jeg ville med glæde gøre det, men jeg 
kan simpelthen ikke! Jeg er en fattig mand." 
Årene gik og han blev rig. De selv samme lærere 
kom igen til ham og bad ham yde et bidrag og han 
afslog. De gjorde ham opmærksom på, hvad han 
havde sagt for flere år siden og han svarede: „Ja, 
dengang havde jeg ønsket; jeg ønskede at hjælpe 
jer; min ånd var med jer, men jeg havde ikke 
midlerne. I dag har jeg midlerne, men jeg har ikke 
ønsket ..." 



Denne mand, som ikke ville yde et bidrag, selv om 
han i rigt mål var i stand dertil, faldt til sidst fra 
kirken, og det samme gjorde næsten hele hans 
familie, som han tog med sig til Utah. Han ville 
sandsynligvis have været en fattig mand i sit gamle 
land, havde det ikke været for kirkens missionærer 
og den hjælp, som han fik gennem Perpetual 
Emigration Fund. Evangeliet førte ham hertil og han 
udviklede sig til at blive en økonomisk velstående 
mand, men han mistede sin tro og størstedelen af 
hans familie mistede deres tro, fordi deres hjerter 
var de verdslige ting hengivne i stedet for de ting, 
der hører Gud til. (Heber J. Grant: „A Guide to 
Unselfishness", Improvement Era 41:585 
[okt. 1938]) 

Fra Seminar/hjemmestudium: 
„Kirkens historie, 8. del" 
Bruce R. McConkie 



missionær- tempel- og geneaiogi arbejdet; at opdrage vore 
børn til at blive nyttige tjenere for Herren; at velsigne andre 
på alle måder, så de også kan bære frugt. I stedet for 
anvender vi disse velsignelser på at tilfredsstille vore egne 
ønsker, og som Moroni sagde: „smykker (os) med det, som 
ikke har noget liv, og lader dog de hungrige, nødlidende, 
nøgne og syge og bekymrede gå forbi (os) uden at skænke 
dem nogen tanke." (Mormon 8:39) 

Herren har selv sagt i vore dage: „De søger ikke Herren for 
at indføre hans retfærdighed, men enhver vandrer på sin 
egen vej og efter sin egen guds billede, hvis billede er i 
verdens lignelse, og hvis væsen er en afguds væsen, som 
bliver gammelt og skal forgå i Babylon, ja, Babylon den 
store, der skal falde." (L. & P. 1:16) 

En mand, som jeg kender, blev kaldet til en stilling i kirken, 
men han følte ikke at han kunne sige ja, fordi hans in- 
vesteringer krævede mere opmærksomhed og mere tid, 
end han var villig til at ofre for Herren. Han forlod Herrens 
tjeneste for at søge efter mammon, og i dag er han mil- 
lionær. Men for nylig fandt jeg ud af noget interessant. Hvis 
en mand ejer guld til en værdi af en million dollars, så ejer 
han ca. 1/27 milliard af alt det guld, som alene findes i den 
tynde jordskorpe. Det er en så lille del, at den menneskelige 
forstand ikke kan fatte det. Men det er ikke alt: Herren, som 
skabte jorden og har magt over den, skabte også mange 
andre verdener, ja „utallige verdener" (Moses 1:33); og da 
Moses modtog den ed og pagt, som hører præstedømmet 
til, fik han løfte fra Kristus „om alt det, som min Fader har" 
(L. & P. 33—44). At tilsidesætte alle disse store velsignelser 



blot for en guldkiste og en følelse af økonomisk sikkerhed, 
er en fejlbedømmelse, som vil få kolossale følger. Det er 
sørgeligt og ynkværdigt at tænke sig, at det menneske vil 
nøjes med så lidt; sjæle er dog af langt større værdi. 
En ung mand, som blev kaldet til at gå på mission, svarede, 
at han ikke havde megen talent for den slags. Han var god 
til at holde sin flotte nye bil i tip-top stand. Han nød følelsen 
af magt og fart, og når han sad ved rattet, gav den stadige 
bevægelse ham den illusion, at han virkelig var på vej 
fremad. 

Hans far havde hele tiden været tilfreds med at sige: „Han 
kan lide at bruge sine hænder. Det er godt nok for ham." 
Godt nok for Guds søn? Denne unge mand forstod ikke, at 
den kraft, som hans bil er i besiddelse af, er så uendelig lille 
sammenlignet med havets eller solens kraft; og der er 
mange sole, som alle kontrolleres af loven og af præste- 
dømmet i sidste instans — en præstedømmemagt, som han 
kunne have udviklet ved at tjene Herren. Han tog til takke 
med en ynkværdig erstatning, en sammensætning af stål 
og gummi og skinnende krom. 

Et ældre par holdt op med at arbejde og trak sig samtidig 
tilbage fra kirken. De købte en campingvogn, frasagde sig 
alle forpligtelser og tog ud for at se verden og bruge den 
smule, som de havde samlet sig, for blot at nyde resten af 
deres dage. De havde ikke tid til templet eller til at gøre 
genealogisk arbejde eller til at udføre en mission. Han 
mistede forbindelsen med højpræsternes kvorum og var 
ikke hjemme længe nok ad gangen til at skrive sin person- 
lige historie. Grenen havde hårdt brug for deres erfaring og 



lederskab, men de stillede sig ikke til rådighed; de var ikke i 
stand til at „holde ud til enden". 

Jeg kommer til at tænke på en artikel, som jeg læste for 
nogle år siden. Den fortalte om en gruppe mænd, som var 
taget til junglen for at fange aber. De forsøgte på forskellige 
måder at fange aberne og prøvede også med net. Men da de 
fandt ud af, at nettene kunne beskadige sådanne små 
væsener, fandt de endelig frem til en genial løsning. De 
lavede en masse små kasser, og i toppen af dem borede de 
et hul, der lige var stort nok til, at en abe kunne stikke sin 
hånd ind igennem det. Så satte de kasserne under træerne, 
og indeni dem lagde de en bestemt slags nødder, som 
aberne holdt særlig meget af. 

Når mændene gik, kom aberne ned fra træerne for at 
undersøge kasserne. Da de fandt ud af, at der var nødder 
indeni, stak de hånden ind for at få fat i dem. Men når en 
abe prøvede at trække hånden med nødden ud igen, kunne 
den ikke, for den lille knyttede hånd med nødden indeni var 
for stor. På dette tidspunkt kom mændene ud fra under- 
skoven for at tage aberne til fange; og nu skete der noget 
mærkeligt: Når aberne så mændene, begyndte de at skrige 
og slå om sig for at komme væk; men selv om det ville have 
været så let som ingenting at give slip på nødden, så de 
kunne trække hånden til sig og flygte, gjorde de det ikke. 
Mændene havde intet besvær med at tage dem til fange. 
Mennesker har det ofte på samme måde; de har sådan et 
fast greb om ting, som er af denne verden — det, som er 
telestialt — at selv den mest indtrængende opfordring eller 
tegn på krisesituation ikke kan overtale dem til at opgive 
det til fordel for det, som er celestialt. Satan har intet 
besvær med at få dem i sit greb. Hvis vi insisterer på at 
bruge al vor tid og alle vore midler på at bygge os et 
verdsligt kongerige, så er det nøjagtigt, hvad vi får. 
Til trods for den nydelse, vi finder i at betragte os selv som 
moderne, og den tendens vi har til at tro, at mennesker 
aldrig før har været så kultiverede, som vi er — til trods for 
alt dette er vi i det store og hele et afgudsdyrkende folk — 
en tilstand, som er afskyelig i Herrens øjne. 
Vi er et krigerisk folk, der let lader os distrahere i vor 
opgave med at forberede os til Herrens komme. Når der 
dukker fjender op, bruger vi uhyre summer på at fremstille 
guder af sten og stål — skibe, flyvemaskiner, våben, 
befæstninger — og er afhængige af dem til vor beskyttelse 
og befrielse. Når vi føler os truet, stiller vi os på fjendens 
side i stedet for at være for Guds rige. Vi oplærer en mand i 
krigskunst og kalder ham en patriot, og således forfalsker vi 
på Satans måde sand patriotisme og fordærver Frelserens 
lære: 

„Elsk jeres fjender, velsign dem, som forbander jer, gør 
godt imod dem, der hader jer og bed for dem, som forfølger 
jer, 

Så I må vorde jeres himmelske Faders børn." (Matt. 
5:44-45) 

Vi glemmer, at hvis vi er retfærdige, vil Herren enten ikke 
lade vore fjender komme over os — og dette er et særligt 
løfte til indbyggerne i Amerika (se 2. Ne. 1 :7) - eller han vil 
kæmpe vore kampe for os (2. Mos. 14:14; L. & P. 98:37, for 
blot at nævne et par af de mange henvisninger). 



Dette er han i stand til at gøre, for som han sagde, da han 
blev forrådt: „Mener du, at jeg ikke kan bede min Fader, så 
han med det samme sender mig mere en tolv legioner 
engle?" (Matt. 26:53) Vi kan forstille os, hvor frygtindgyden- 
de disse soldater ville være. Kong Josafat og hans folk blev 
befriet af en sådan hær (se 2. Krøn. 20), og da Elisas liv var i 
fare, trøstede han sin tjener med disse ord: „Frygt ikke, thi 
de, der er med os, er flere end de, der er med dem!" 
(2. Kong. 6:13) Så åbnede Herren tjenerens øjne, „og han 
så, at bjerget var fuldt af ildheste og ildvogne rundt om 
Elisa." (v. 17) 

Enok var også en mand af stor tro, som ikke ville lade sig 
distrahere i sine pligter af fjenden: „Og så stor var Enoks 
tro; at han anførte Guds folk, og deres fjender kom for at 
kæmpe imod dem. Og han talte Herrens ord, og deres 
fjender kom for at kæmpe imod dem. Og han talte Herrens 
ord, og jorden skælvede og bjergene flyede i overens- 
stemmelse med hans befaling, og vandstrømmene forandre- 
de deres løb. Løvernes brøl hørtes i ørkenen, og alle 
nationer frygtede såre, så kraftige var Enoks ord, og så stor 
var kraften i det sprog, som Gud havde givet ham." (Moses 
7:13) 

Hvad har vi at frygte, når Herren er med os? Kan vi ikke 
stole på Herrens ord og vise en smule tro på ham? Vor 
opgave er positiv; at forsage verdslig ting som mål i sig 
selv; at holde os fra afgudsdyrkelse og gå fremad i tro; at 
bringe evangeliet ud til vore fjender, så de ikke længere vil 
være fjender. 

Vi må holde op med at tilbede vore dages afguder og ikke 
stole på en „arms styrke", for Herren har sagt til hele 
verden i dag: „Jeg vil ikke skåne nogen, der bliver tilbage i 
Babylon." (L. & P. 64:24) 

Da Peter prædikede et sådant budskab til folket pinsedag, 
„stak det dem i hjertet, og de sagde til Peter og de øvrige 
apostle: „Brødre! hvad skal vi gøre?" (Ap. G. 2:37) 
Peter sagde til dem: „Omvend jer og lad jer døbe hver især 
i Jesu Kristi navn til jeres synders forladelse, så skal I få 
Helligånden som gave." (v. 38) 

Som vi nærmer os år 2000, er vort budskab det samme, som 
det Peter gav. Og Herrens budskab lyder „over hele jorden, 
så alle, som vil, kan høre: 

, Bered jer, bered jer for det, som skal komme; thi Herren er 
nær.'" (L. & P. 1:11-12) 

Vi tror, at måden, hvorpå hvert enkelt menneske og hver 
familie kan forberede sig, som Herren har pålagt, er ved at 
begynde at udøve større tro, at omvende sig og at deltage i 
arbejdet for hans rige på jorden, og dette rige er Jesu Kristi 
Kirke af Sidste Dages Hellige. Det kan måske i første 
øjeblik synes lidt vanskeligt, men når et menneske begynder 
at få den rette forståelse af det sande værk, når han 
begynder at se noget af evigheden i dens sande perspektiv, 
så begynder velsignelserne i rigt mål at opveje prisen ved at 
lade „verden" bag sig. 

Heri ligger den eneste sande lykke, og derfor indbyder vi 
alle mennesker fra hele verden til at tage del i dette 
arbejde. For de, der er fast besluttede på at tjene Herren for 
enhver pris, er dette Vejen til evigt liv. Alt andet er blot for- 
hindringer for dette mål. 



En ny befaling 

Frels dig selv og din slægt! 

Af ældste BRUCE R. McCONKIE 
De tolvs Råd 



Til stor glæde for dem, der elsker Herren og hans 
hellige ord, og som ønsker at blive ledet fra det høje, blev to 
himmelske åbenbaringer føjet til standardværkerne ved 
generalkonferencen i april, 1976 — åbenbaringer, som 
længe har været kendt som skrifter i kirken. 
Ved et højtideligt møde den 25. marts 1976 i det hellige 
tempel, opfyldt af Herrens ånd, vedtog Det øverste Præsi- 
dentskab og De Tolv ensstemmigt at føje følgende til Den 
kostelige Perle: 

En åbenbaring om Det celestiale Rige, givet til profeten 
Joseph Smith i Kirtland templet den 21 januar, 1836. Det 
drejer sig om frelse af de mennesker, der døde uden kend- 
skab til evangeliet og også om små børns frelse. 
En åbenbaring til præsident Joseph F. Smith i Salt Lake 
City, Utah, den 3. oktober, 1918. Åbenbaringen viser 
Herren, Jesus Kristus på besøg i åndeverdenen, og frem- 
sætter læren om de dødes forløsning. 
Baseret på nøje overvejelse og med fuldt kendskab til 
vigtigheden af virkningen af erklæringen foran dem, løftede 
15 mænd deres hænder og gav deres personlige samtykke 
til denne betydningsfulde erklæring. Disse 15 mænd bliver 
af kirken opretholdt som profeter, seere og åbenbarere, I 
den sande kirke, hvor der er apostle og profeter, er intet 
bedre kendt eller mere påskønnet end den kendsgerning, at 
der vil vedblive at komme nye skrifter. 
„Gud taler, og hans folk hører. Hans ord og gerninger er 
uendelige; der er ingen ende på dem." (Moses 1 :4, 38) 
Der er ingen personsanseelse hos Gud, og han vælger at 
velsigne alle dem, der elsker og tjener ham. (5. Mos. 1:17; 
L. & P. 10:34) Han lader det regne med åbenbaringer og 
giver strålende syner til dem, der adlyder den lov, ifølge 
hvilken modtagelsen af disse åndelige gaver er forjættet. 
De er ikke begrænsede til profeter og apostle. Guds gaver 
er for alle mennesker. Og hvad en ældste udtaler, drevet af 



Helligånden, skal anses som hellig skrift. Det skal være 
Herrens vilje, sind, ord og røst. (L. & P. 68:1—4) 
Lige siden kirkens første uddeling har Herrens folk brugt at 
udvælge skriftlignende udtalelser af ledere, og offentlig- 
gøre dem som formelle og officielle skrifter. Alle inspirerede 
udtalelser og skrivelser er sande, og de, der kalder sig 
hellige, burde acceptere og tro på dem. Men de åbenba- 
ringer, syner, profetier og beretninger, som udvælges og 
offentliggøres til officiel brug, er derved på en særlig måde 
gjort bindende for menneskene. De bliver en del af kirkens 
standardværker. De bliver de standarder og målestokke, 
hvorved læresætninger og fremgangsmåder afgøres. 
Profetens åbenbaring om Det celestiale Rige og præsident 
Joseph F. Smiths åbenbaring om de dødes forløsning får en 
ny og større betydning ved at blive føjet til standardvær- 
kerne. De indeholder begge evangeliske sandheder, som 
ikke findes andre steder i standardværkerne, og de vil nu 
blive citeret og bedre kendt, og kan indføres i standard- 
værkernes system med krydshenvisninger under deres 
respektive emner. 

Det er indlysende, at andre åbenbaringer måske også vil 
modtage denne yderligere værdighed og officielle god- 
kendelse. 

Der var intet nyt i disse to åbenbaringer om frelse for de 
døde. Deres indhold er kendt; deres forskrifter har været i 
kraft; der undervises vidt og bredt i disse principper. Men 
nu, da de er føjet til de helliges officielle skrifter, bliver de 
en ny befaling — de bliver en ny, guddommelig udtalelse 
med hensyn til det, der kræves i den sjælsomfattende 
lære om frelse for de døde. 

Her følger et kronologisk resumé af, hvordan denne for 
sjælen så tilfredsstillende åbenbaring blev til. 
1. Bibelen lærer os om frelse for de døde. Det står os alle 
fuldstændig klart, nu da vi har modtaget sidste-dages åben- 




BRUCE R. McCONKIE 



Virkeligheden af Joseph Smiths åbenbaring 

Vore modstandere siger, at det var et genfærd, 
som profeten Joseph så, men således sagde han 
ikke. Han sagde, at de personer, som viste sig for 
ham, var levende mænd, og der er intet mere 
usandsynligt i hans udtalelse, end Bibelens 
beretning om Kristi eller Johannes Døberens 
undfangelse og fødsel. Vi har en beretning om 
Kristi fødsel, liv og gerning og der findes intet i 
denne beretning, der giver os grund til mere 
beredvilligt at tro på den end på profeten Joseph 
Smith beretning. Kristus vandrede, talte og 
rådførte sig med sine venner, da han kom ned fra 
himlen for mere end 1900 år siden. Er der nogen 
grund til, at han ikke skulle komme igen, skulle 
besøge jorden endnu en gang og tale med 
mennesker i dag? Hvis det er, ville jeg meget 
gerne høre den. 

Det, jeg ønsker at indskærpe jer, er, at Gud 
virkelig er en person af kød og ben, ligesom I og 
jeg er det, ligeledes Kristus, men Helligånden er en 
åndelig person. 

Hvis Joseph Smiths lærdomme var urigtige, så falder 
den store Nazaræers lærdomme til jorden, for de 
er de samme. Man kan ikke filosofere evangeliets 
sandheder bort, ej heller forklare dem ved at sige at 
profeterne så syner, for det er virkelige, håndgribelige 
kendsgerninger, som der står en mdsngde beviser 
bagved lige så gode som andre, der nogensinde 
er blevet fremsat for at dokumentere en påstand. 
Det er mig en trøst, en velsignelée, en glæde, og 
jeg beder til, at det altid må være ligeså for jer. — 
(Logan Journal. 14. marts 1911.) 

Joseph F. Smith 



baring. Vi ved nu, hvad Jesus mente, da han sagde: „Den 
time kommer, ja, er nu, da de døde skal høre Guds Søns 
røst, og de, som hører den, skal leve" (Joh. 5:25), og vi for- 
står den sande betydning af hans udtalelse til røveren på 
korset: „I dag skal du være med mig i Paradis" (Luk. 23:43) 
Vi kan også forstå Peters udtalelser om Herrens gerning i 
åndeverdenen, hvor han prædikede evangeliet, mens hans 
legeme lå i graven (1. Pet. 3:18-20, 4:6). Paulus' erklæring 
om dåb for de døde er forståelig (1. Kor. 15:29), så vel som 
Esajas' og Zakarias' erklæringer om udfrielse af de fangne 
(Es. 42:7, 49:9, 61:1; Zak. 9:11) og Obadias' profeti om 
„redningsmænd fra Zions bjerg" (Obad. 21). Selv Malakias 
gådefulde løfte om, at Elias ville komme før Herrens store 
og frygtelige dag for at „vende fædrenes hjerte til sønnerne 
og sønnernes til fædrene", for at Herren ikke skal komme 
„og slå landet med band" (Mal. 4:5-6) - selv dette løfte 
bliver forståeligt, fordi læren om frelse for de døde er klart 
og tydeligt udlagt for os gennem sidste-dages åbenbaring. 
Men vi behøver ikke antage, at Joseph Smith i begyndelsen 
af denne uddeling forstod disse skriftsteder bedre, end 
andre religiøse samfund gør det i dag. 
2. Moroni påbegynder åbenbaringen om frelse for de døde 
her i de sidste dage. Da Mormons søn kom til denne udde- 
lings første profet den uforglemmelige nat i september, 
1823, korrigerede og fuldendte han dette løfte om Elias' 
komme i de sidste dage. 

Malakias' løfte om, at Herren ville sende Elias før Herrens 
store og frygtelige dag, blev citeret således: „Se, jeg vil 
åbenbare jer præstedømmet ved profeten Elias' hånd, før 
Herrens store og frygtelige dag kommer." Forsikringen om, 
at Elias ville vende fædrenes og sønnernes hjerte til 
hinanden, for at jorden ikke skulle blive slået med band, 
blev citeret således: „Og han skal plante i børnenes hjerter 
de forjættelser, som blev givet fædrene, og børnenes 
hjerter skal vendes til fædrene. Om det ikke var således, 
ville hele jorden fuldstændig blive lagt øde ved hans til- 
kommelse." (Joseph Smith 2:38-39) 

Disse forandringer i hellig skrift ville komme til at betyde 
meget for Joseph Smith, når tiden var inde. Men på dette 



tidlige stade af hans åndelige udvikling kan vi ikke forvente, 
at deres fulde betydning gik op for ham. 

3. Mormons Bog fremlægger nogle meget bestemte og 
tydelige synspunkter om frelse for de døde. Denne hellige 
bog, som er oversat ved Guds gave og kraft, indeholder 
evangeliet i sin fylde, hvilket vil sige at det er en beretning 
om Guds handlemåde med et folk, som havde evangeliet 
i sin fylde, og den beretter om de ting, som mennesker må 
gøre for at opnå en fylde af frelse i de evige verdener. 
Joseph Smith — og alle vi andre — lærte fra denne bog, at 
der ikke er noget, der hedder frelse for de døde, for dem, 
der har fået tilbudt hele sandheden, mens de befandt sig i 
dødeligheden. (Se Alma 34:32-33, 35-36; 3. Ne. 12-20) 

4. Mormons Bog hentyder til udfrielsen af fangerne. Mens 
Joseph Smith var ved at korrigere Bibelen (King James 
Version), lærte han igennem åbenbaring i december 1830, 
at de, der omkom i syndfloden, blev indespærret i fængsel 
og måtte forblive der, indtil Kristus havde lidt for alle 
menneskers synder, indtil han havde talt deres sag for sin 
Fader (de, som var i åndeverdenens fængsel), og indtil han 
vendte tilbage til sin Fader. „Indtil den dag skal de være i 
pine," siger skrifterne. (Moses 7:38—39) 

5. Befrielsen af de fangne fra Noas tid omfatter ikke en 
celestial belønning. I en åbenbaring givet den 16. februar, 
1832 (sikkert den største af alle åbenbaringer) så profeten, 
at de, som fik tilbudt evangeliet gennem Noa, og som 
derefter omkom i syndfloden, ikke kan opnå celestial herlig- 
hed, selv om de omvender sig. De kan kun opnå en ter- 
ristrial herlighed, fordi de fornægtede sandheden, da den 
blev tilbudt dem i dødeligheden. (Se L. & P. 76:71, 73-74) 

6. Abrahams Bog og Lære og Pagter åbenbarede de løfter, 
der blev givet til fædrene. Selv om der i Bibelen hentydes til 
de løfter, der blev givet til fædrene, får vi først en klar for- 
ståelse af disse løfter i Lære og Pagter og i Abrahams 
skrivelser. Joseph Smith påbegyndte oversættelsen af 
sidstnævnte i juli, 1835. 

De fædre, som der tales om, er Abraham, Isak og Jakob. De 
modtog hver især det løfte, for sig selv og deres efter- 
kommere, at de og deres efterkommere, gennem celesitalt 
ægteskab, ville få afkom så talrigt som himmelens stjerner 
og sandet ved havets bred. De fik også løfte om, at i dem og 
deres sæd skulle alle jordens slægter velsignes. (1. Mos. 
12:2-3; 13:16; 15:5-6; 17:1-8; 22:17-18; 26:3-5, 24; 
28:3-4, 13-14; 35:11) 

I Abrahams Bog kan vi læse, at Jehovas løfte til sin ven 
Abraham omfattede denne forsikring: „Jeg giver dig det 
løfte, at denne rettighed - rettigheden til at modtage Det 
melkisedekske Præstedømme — skal vedblive" altid. Denne 
store patriark blev også lovet, at „i dig, og i din sæd (d.v.s. 
den bogstavelige eller legemets sæd) skal alle jordens 
slægter velsignes, ja, med evangeliets velsignelser, som er 
frelsens velsignelser, ja, det evige livs." (Abr. 2:11) 
Abraham, Isak og Jakob - og deres sæd — har en naturlig 
ret (således er løftet givet dem af Gud) til præstedømmet, 
evangeliet og en fylde af frelse, hvilket er evigt liv! Og 
denne ret omfatter alle, der er af „den bogstavelige eller 
legemets sæd," hvad enten de levede, mens evangeliet var 
på jorden eller ej! Dette evige liv, der tales om, vokser ud af 



celestialt ægteskab. Denne kundskab er nødvendig for 

os. 

7. Åbenbaringen til Joseph Smith om Det celestiale Rige: 

den første åbenbaring specielt om frelse for de døde. Det er 

den 21. januar, 1836. Stedet er et af de øverste værelser i 
Kirtland templet. Blandt de tilstedeværende er profeten 
Joseph Smith, hans fader Joseph Smith, senior, Oliver 
Cowdery (kirkens anden ældste, som sammen med Joseph 
Smith besad nøglerne til riget), Sidney Rigdon og Frederick 
G. Williams, rådgiverne i Det øverste Præsidentskab. De er i 
færd med at give en delvis tempel-begavelse, idet tempel- 
begavelsens fulde ordinanse bliver gemt til senere, når et 
tempel, bestemt til ordinansearbejde, er blevet bygget. 
Under disse omstændigheder, blev de grundlæggende 
læresætninger udformet, og medens Herrens Ånd hvilede 
på de tilstedeværende, blev sløret trukket til side: „Jeg 
så . . . min bror Alvin, som længe har været død, og 
undrede mig over, hvordan det kunne være, at han havde 
opnået en arvelod i det rige, da jeg vidste, at han havde for- 
ladt dette liv, før Herren havde udstrakt sin hånd for at ind- 
samle Israel anden gang, og ikke var blevet døbt til 
syndernes forladelse." Ud fra dette står det klart, at uanset 
hvad skrifterne siger om de løfter, der er givet til fædrene, 
om at Abrahams sæd har ret til særlige velsignelser, og at 
evangeliet blev prædiket i åndeverdenen, så havde 
profeten endnu ikke forstået det sjælsomfattende begreb 
om frelse for de døde. 

Under disse omstændigheder blev svaret givet, og evange- 
liets lys blev tændt for både levende og døde. „Således kom 
Herrens røst til mig og sagde — Alle, som er døde uden 
kundskab om dette evangelitum, og som ville have 
modtaget det, dersom de havde fået lov til at leve, vil blive 
arvinger til Guds celestiale rige; ligeledes at alle, der fra nu 
af vil dø uden kundskab derom, og som ville have modtaget 
det af hele deres hjerte, skal blive arvinger til det rige, thi 
jeg, Herren, vil dømme alle mennesker efter deres 
gerninger , efter deres hjertes ønske." {Profeten Joseph 
Smiths Lærdomme, sidene 125—126) 

Ethvert medlem af kirken bør overveje disse ord og lære 
dem udenad. De indeholder Herrens løfte, at alle dem, der 
ville have modtaget evangeliet „af hele deres hjerte" her i 
livet, hvis de havde haft mulighed for det, vil modtage det i 
åndeverdenen og blive arvinger til Det celestiale Rige. 
Derefter modtog profeten den betryggende forsikring, at 
„alle børn, der dør, før de når ansvarlighedens alder, vil 
blive frelst i Himlens celestiale rige." (Profeten Joseph 
Shmiths Lærdomme, side 126) 

8. Elias og Elias (Elijah) kom for at sætte læren om frelse 
for de døde i funktion. Mindre end 2 1 /? måned efter åben- 
baringen om Det celestiale Rige sendte Herren først Elias 
og så Elias (Elijah), for at de love, som hører til frelse for de 
døde, kunne træde i fuld kraft. Det var den 3. april 1836. 
Stedet var Kirtland templet. Det var Joseph Smith og Oliver 
Cowdry, der modtog denne margt og disse velsignelser. 
„Derefter åbenbarede Elias sig og overdrog os Abrahams 
evangeliums uddeling, idet han sagde, at i os og vor sæd 
skulle alle slægter efter os blive velsignet." (L. & P. 110:12) 
Således bragte Elias Abrahams store fuldmagt tilbage — 



den fuldmagt, som i åbenbaringen kaldes for „Abrahams 
evangelium" — hvilket evangelium eller hvilken fuldmagt 
var, at alle Abrahams efterkommere havde retten til 
familiens beståen i evigheden og retten til evigt afkom, som 
er den del af evigt liv. Således blev løftet givet til 
fædrene. 

Derefter kom Elias (Elijah). I henhold til det åbenbarede 
løfte, skulle det nu plantes i Abrahams efterkommeres 
hjerte. I optegnelserne står der: „Da dette syn var forbi, 
åbnede der sig for os et andet stort og herligt syn, thi Elias, 
profeten, som blev optaget til Himlen uden at smage døden, 
stod foran os og sagde: Se, tiden er tilfulde kommet, om 
hvilken der blev talt gennem Malakias' mund, vidnende, at 
han (Elias) skulle blive sendt, før Herrens store og frygtelige 
dag kommer, for at vende fædrenes hjerte til børnene og 
børnenes til fædrene, at han ikke skal komme og slå hele 
jorden med band. Derfor er denne uddelings nøgler over- 
givet i jeres hænder, og herigennem kan I vide, at Herrens 
store og frygtelige dag er nær, ja, står for døren." (L. & P. 
110:13-16) 

Således overdrog Elias (Elijah) menneskene beseglings- 
magten, den magt, hvorved løfterne, givet til fædrene, 
kunne virke for mennesker i dag. Joseph Smith sagde i sin 
store afhandling om „Elias, Elijah, Messias," at Elias 
(Elijah) kom for at give os myndighed til at udføre alle 
evangeliets ordinanser, først for de levende og så for de 
døde (Profeten Joseph Shmiths Lærdomme, siderne 
404-411) 

Vi bliver viet i templet, fordi Elias (Elijah) har gengivet 
beseglingsmyndigheden, og således modtager vi Abra- 
hams, Isaks, og Jakobs velsignelser, som Elias lovede 
os. Når vi og vore efterkommere har modtaget disse velsig- 
nelser, prøver vi på at stille dem til rådighed for de af vore 
forfædre, som døde uden kundskab om evangeliet, og som 
af hele hjertet ville have modtaget det, hvis de havde levet, 
mens sådanne velsignelser var tilgængelige for dem. Det 
guddommelige påbud lyder således: Frels dig selv og din 
slægt. 

9. Joseph Smith og hans efterfølgere har ledet de hellige 
med hensyn til frelse for de døde. Siden profetens dage har 
kirkens forskellige præsidenter ledet Herrens folk i dette 
store arbejde med at frelse de døde. De har gjort det linie 
på linie og bud på bud ved at løse hvert nyt problem ved 
hjælp af inspirationens ånd. Vi har mange taler af Joseph 
Smith (angående dette emne), og vi har de to afsnit i Lære 
og Pagter, 127 og 128. Vi har beslutninger truffet af 
præsident Wilford Woodruff og andre om, hvorledes og til 
hvem børn skulle besegles. Vi har kirkens store genealo- 
giske system til at hjælpe os i det nødvendige slægts- 
forskningsarbejde. Vi har familieorganisationer alle vegne, 
og arbejdet skrider fremad. 

10. Åbenbaringen til præsident Joseph F. Smith om de 
dødes forløsning udvider vor forståelse af frelse for de døde. 
Denne nutidige åbenbaring lærer os følgende: 

For det første: Det er en fuldstændig og omfattende be- 
kræftelse af kirkens anerkendte lære om frelse for de døde. 
For det andet: Præsident Smith „så de dødes ånder" — alle 
de mennesker, som var døde i løbet af de 4.000 år før Kristi 



komme. Iblandt dem var der „en utallig skare af retfærdige 
ånder, der havde været trofaste i Jesu vidnesbyrd, mens de 
levede i dødeligheden." Det var til disse, at Herren i åndelig 
skikkelse gik, for at forkynde den store forløsningsplan. 
For det tredie: Herren gik ikke til de onde og ugudelige, og 
hans stemme blev ikke løftet iblandt dem. „Men se, blandt 
de retfærdige organiserede han sine styrker og udpegede 
budbringere, som var iklædt magt og myndighed, og over- 
drog dem det hverv at gå ud og bringe evangeliets lys til 
dem, der var i mørke, ja, til alle menneskers ånder. Og 
således belv evangeliet prædiket for de døde." 
For det fjerde: Det er tydeligt fremsat, at hele åndever- 
denen, og ikke blot den del, der betragtes som et helvede, 
anses for at være et åndeligt fængsel. Da Jesus kom til 
dem, forkyndte han „frihed for de fangne, der havde været 
trofaste," for de „havde betragtet deres ånders lange ad- 
skillelse fra deres legemer som en trældom." 
For det femte: „Denne uddelings trofaste ældster fort- 
sætter deres arbejde med at prædike omvendelsens og 
forløsningens evangelium gennem Guds enbårne Søns 
offer, når de går fra det jordiske liv, og de prædiker iblandt 
dem, der er i mørke og under syndens åg i de døde ånders 
store verden. 

Derfor søger trofaste medlemmer af Guds rige på jorden - 
mens de endnu lever i dødeligheden — efter deres afdøde 
slægtninge og udfører frelsens og ophøjelsens ordinanser 
for dem i de hellige bygninger, som er indviet til disse 
formål. Når disse samme trofaste sjæle forlader dette liv, 
finder de deres forfædre og underviser dem i det evige 
evangeliums frelsende sandheder. Og således bliver 
evangeliet fortsat prædiket blandt de døde. (Joseph 
F. Smith: Gospel Doctrine, siderne 472-76. Deseret Book 
Co., 1939) 

11. Der vil stadig komme flere åbenbaringer om frelse for 
de døde og om alle andre emner. Det sidste ord er ikke 
blevet sagt om noget emne. Strømme af levende vand skal 
endnu flyde fra den evige kilde, som er ophav til al sandhed. 
De ting, vi ikke ved om frelsens lærdomme, er mere om- 
fattende end dem, vi allerede kender. 
Når vi som et folk tror på og efterlever alle de sandheder, vi 
har modtaget, så vil Herren åbenbare mere for os. Det er i 
det store og hele op til os selv, hvad vi modtager, og 
hvornår vi får det. Der er meget, som Herren gerne vil for- 
tælle os, men endnu har vi ikke opnået den enhed og 
åndelige styrke, som vil sætte os i stand til at „åbne 
Himlens sluser". 

Vi priser Gud, fordi han har givet os alt det, som vi har mod- 
taget, indbefattet disse to åbenbaringer om frelse for de 
døde, og vi beder til, at vi må tro og adlyde med en sådan 
trofasthed og hengivenhed, at Herren vil give os mere af sit 
evige ord. Jo mere vi ved, jo flere skrifter modtager vi; jo 
mere vi har i standardværkerne, jo større chance har vi for 
at opnå evigt liv i vor Faders rige. Vi kan ikke efterleve en 
lov, før den er blevet åbenbaret for os. Kan nogen af os få 
for megen kundskab? Kan vi modtage for megen åben- 
baring? Kan vi føje for meget til vore hellige skrifter? 
Hvor er det vidunderligt at tilbede en Gud, som stadig taler, 
hvis stemme stadig høres, hvis ord er uden ende! 



8 




Nabolaget bliver beriget 



af profeten 



Af GERRY AVANT 



Kirkens 3 1 /2 million medlemmer ærer præsident 
W. Kimball som profet, seer og åbenbarer. 
For medlemmerne i et ward i Salt Lake City er han alt dette, 
foruden at være noget andet ganske særligt. Han er deres 
nabo. 

„Vi har den enestående oplevelse at se præsident Kimball 
præsidere ved generalkonferencer, for derefter at se ham 
som et ydmygt og' beskedent medlem af wardet og sam- 
fundet," sagde biskoppen. 

„For to år siden spurgte vi ham, om han kunne tale ved et 
juleprogram. Han sagde, at han ville se efter på sin 
kalender. Senere den dag ringede han og sagde, at han var 
hjemme den dag og meget gerne ville tale. Han betragter 
sig selv som et almindeligt wardmedlem og er ivrig efter at 
opfylde de opgaver, som han får tildelt af sin biskop." 
Biskoppen beskrev de følelser, som han havde, da han blev 
kaldet til at være leder for det ward, profeten tilhører. 
„Da jeg accepterede kaldelsen, fortalte stavspræsidenten 
mig, at han havde talt med præsident Kimball om det, og 
denne havde godkendt mig som sin biskop. 
Jeg gik ind til mit kald med frygt og bæven, men det var 
ikke nødvendigt at frygte på grund af ham. Han er sådan en 
mild og venlig mand. Det er et privilegium at være sammen 
med ham. 

Hele wardet bliver velsignet ved hans tilstedeværelse. Da 
vor ældste søn blev ordineret til diakon, talte vi om, hvilket 
privilegium det ville være for ham at kunne omdele 
nadveren til profeten. 
Vore faste- og vidnesbyrd- møder er noget ganske særligt. 



Over hele verden bærer medlemmer vidnesbyrd om, at 
Spencer W. Kimball er en Herrens profet. Det er så betyd- 
ningsfuldt for os at være i stand til at se på ham og bære 
dette vidnesbyrd i hans nærværelse." 
Biskoppen talte også om den rige ånd, som søster Kimball 
bringer til wardet. „Hun er i særdeleshed en inspiration for 
søstrene i hjælpeforeningen," sagde han. „Hun underviste i 
mange år i , Åndelig livsførelse' og inspirerede mange 
mennesker til at studere skrifterne. 

Hun er et 100% medlem. Hivs hun er hjemme i Salt Lake, 
kommer hun altid til møderne. Hun er også en hengiven 
besøgslærerinde, som har ægte kærlighed og omsorg for 
de søstre, som hun er kaldet til at tjene." 
Biskoppen og andre af wardets medlemmer vidner om, at 
præsident Kimball ikke beder kirkens medlemmer om at 
gøre noget, som han ikke selv er villig til at gøre. 
„Han udsendte et brev, hvori han bad medlemmerne om at 
støtte deres lokale politiske møder. Han og søster Kimball 
sad på anden række ved vort lokale møde. 
Under energikrisen i 1974 sendte han et brev til kirkens 
ledere, hvori han bad medlemmerne om at gå til møderne i 
stedet for at køre, når det var muligt. Han og søster Kimball 
gik til kirke. 

Han har fremhævet værdien af, at medlemmerne har deres 
egne køkkenhaver og et forråd. Han og søster Kimball har 
en køkkenhave og frugttræer. 

I wardet lavede vi en undersøgelse for at finde ud af, hvad 
medlemmerne havde i deres forråd. De deltog i denne 
undersøgelse. 

9 




Biskoppen talte om præsident Kimballs motto: „Gør noget 
ved det!" 

„Han udsætter ikke noget," sagde han. „Når vi unsender 
breve om wardets budget, er præsident Kimball den første, 
vi hører fra. 

Jeg er imponeret over, at han, som er profet for tre mil- 
liarder mennesker og anerkendt som en sådan af 3 1 /2 mil- 
lion, altid har tid til at besøge de syge. Når jeg besøger en 
syg finder jeg tit ud af, at præsident Kimball allerede har 
været der. Hvis han ikke kender den syges tilstand, ringer 
han og spørger, om det vil være passende, at han kommer 
forbi. 

Præsident Kimball kommer til sit wards nadvermøder, når 
han er hjemme. Her viser han også et eksempel ved at slå 
op i sine skrifter, når taleren citerer eller læser fra skrif- 
terne. Han har sin fulde opmærksomhed henvendt på det, 
der bliver sagt. 

De hjemmelærere, som fik til opgave at besøge dem hver 
måned, fortalte om præsident og søster Kimballs ønske om 
at deltage som andre wardmedlemmer og at blive behand- 
let på samme måde. 

„Da Utah-missionen blev organiseret, lagde han med 
fornyet kraft vægt på, at hver medlem skal være en mis- 
sionær," sagde en af hjemmelærerne. „Vi spurgte ham, om 
han gerne ville se det billedbånd, som hjemmelærerne viser 
for at hjælpe medlemmerne til at dele evangeliet med deres 
venner. Han sagde, at det ville han gerne. Han taler selv på 
billedbåndet, men alligevel ønskede han, at vi skulle vise 
ham det." 

Da hjemmelærerne for nylig blev omorganiserede, fik en 
18-årig præst til opgave at besøge præsident og søster 
Kimball. 

„Jeg har været i deres hjem mange gange," sagde den 
unge mand. „De forstår virkelig at få en til at føle sig vel- 
kommen og godt tilpas. Han har altid noget at fortælle os, 



før vi går, og han prøver at gøre det til en vane at tale med 
os i kirken. Da jeg gik op for at velsigne nadveren, trykkede 
han min hånd, da jeg gik forbi ham." 

Senior-hjemmelæreren er kommet i præsident Kimballs 
hjem i 5—6 år. „Da jeg kom der første gang, var han apostel. 
Den første aften lærte vi hinanden lidt at kende og fandt ud 
af, hvad han forventede af os. Han sagde: „Lad os tale om 
skrifterne." „Vi har siden hver gang læst i skrifterne og 
drøftet dem i hans hjem." 

En tidligere hjemmelærer sagde, at det var et særligt pri- 
vilegium og højdepunkt at være i stand til at knæle ned i 
profetens hjem og slutte besøget med bøn. 
„Somme tider bad han en af os eller søster Kimball om at 
bede, og somme tider gjorde han det selv," sagde han. 
„Han beder altid for alle kirkens medlemmer. Det gjorde 
virkelig indtryk på mig." 

En af biskoppens rådgivere, som bor lige overfor præsident 
Kimball, sagde, at lyset i hans studereværelse sædvanligvis 
er tændt meget tidligt om morgenen og sent om aftenen. 
„Jeg skal stå meget tidligt op for at begynde dagen før 
præsident Kimball," sagde han. 

„Vi gik over til dem en aften for at spørge søster Kimball, om 
hun havde tid til at tale med min kone om en lektie, som hun 
var ved at forberede. Præsident Kimball lukkede op og 
sagde: ,Kom ind og spis aftensmad sammen med os.' 
De skulle have mælk og brød, noget, som jeg er meget glad 
for, fordi jeg voksede op på en gård, hvor dette var vores 
traditionelle aftensmåltid. Det ville have været en fornøjelse 
at blive der, men vi blev nødt til at gå hjem og lave aftens- 
mad til vores egen familie." 

„Jeg tror ikke, at der er nogen, som er mere ydmyg og 
oprigtig end præsident Kimball," sagde en af hjemme- 
lærerne. „Han takker os altid, når vi kommer på hjem- 
melærerbesøg. Han lægger alt andet fra sig. Hjem- 
melærerne får hans fulde opmærksomhed." 



10 



Efter næsten 4 måneders travle forberedelser var vi 
parate til at tage afsted til Arabien. Vi havde underrettet 
vore venner i Mellemøsten. Vore hoveder og mapper var 
propfulde af oplysninger fra gamle dokumenter, nutidige 
opdagelsesrejsende og fingerpeg fra skrifterne. Udrustet 
med en følelse af at skulle udføre en mission, og forvent- 
ningen om et spændende eventyr, forlod vi den 15. januar 
1976, Salt Lake City for at følge så meget, af vor rekonstruk- 
tion af Lehis rute, som muligt. Gerald Silver, en fremra- 
gende fotograf fra Salt Lake Citys Deseret News og vores 
25-årige datter, Cynthia, fra Washington D. C, ledsagede 
os. 

U.S.A.'s udenrigsministerium rådede os til at gøre rejsen i 
omvendt orden, d.v.s. begynde den i Salalah, Oman ved Det 
arabiske Hav, og afslutte den i Jerusalem. Denne frem- 
gangsmåde ville formindske vore vanskeligheder med at få 
indrejsetilladelse i de fire lande, som vi skulle rejse igen- 
nem - og der var vanskeligheder nok. Usikre militære for- 
hold gjorde det umuligt for os at besøge to områder: en 
strækning i Saudi Arabien langs Det røde Hav, som vi tror, 
Lehi benyttede mellem Lemuels Dal og Shazer, samt ørken- 
strækningen fra det østlige Abha til Det arabiske Hav, som 
vi tror var Lehis rute til landet Overflødigheden. Men vi fløj 
over dele af disse områder og var ellers overbeviste om, at 
vi havde dækket den rute, som der efter vores mening var 
størst sandsynlighed for, at Lehi må have fulgt. Selv om vi 
foretog rejsen i omvendt orden, vil vi præsentere vore 



resultater i den række følge, som Lehi ville have stødt på 
dem. 

Vi er fuldstændig klare over, at de slutninger, som vi har 
draget m.h.t. Lehis levemåde, kun er nøjagtige i den 
udstrækning, som den levemåde, vi iagttog blandt 
beduinerne, stadig ligner deres forfædres for 2.600 år 
siden. Det, vi så, var yderst nyttigt og oplysende, men det 
kan ikke tages som beviste kendsgerninger uden en masse 
yderligere arkæologiske, antropologiske og lingvistiske 
undersøgelser. 

Vi kunne kun bruge fem uger på vort projekt i Mellemøsten 
- en anden grund (foruden vor egen behagelighed) til at vi 
valgte luftkonditionerede biler frem for kameler eller æsler 
som transportmiddel. Brolagte veje dækker nu meget af 
ruten — som er lokaliseret efter de gamle frankincense veje, 
som nødvendigvis blev dikteret af landets topografi og 
brønde. 

Efter at Lehi forlod Jerusalem, kunne han ikke have rejst ret 
langt i sydlig eller østlig retning, før han kom til ørkenen. Da 
vi så på terrænet med de mange kontraster — stejlt, ujævnt 
og klippefyldt omkring Jerusalem, og ufrugtbart, sandet og 
forholdsvis jævnt i ørkenen — blev vi overbeviste om, at 
Lehi måtte have anskaffet sig kameler, før han var taget alt 
for langt ind i ørkenen, ja, sandsynligvis så hurtigt som 
muligt. Ligegyldigt hvilken vej, han havde valgt at forlade 
Jerusalem, ville han være løbet ind i kamelmarkeder, hvor 
han kunne have byttet sine æsler med kameler. Det er 



En søgen efter Lehis rute 



Fotograferet af Gerald W. Silver 

Af LYNN M. og HOPE A. HILTON 

2. del: Rejsen 



Når man kigger mod syd ud over Aqababugten, kan man se Saudi Arabiens 
bjerge bagved handelsskibene. Da Lehi forlod Jerusalem, kom han sikkert 
igennem Aqaba og så denne arm af Det røde Hav. 













■: : :-.-:-:-:.:W* ■ i .■***##%&&% 





f fi f$bit„„ . Ji;^ØttÉml&M^M^$i iiJMltø.) ■ 





meget muligt, at han havde penge med, som han kunne 
købe dem for — selv om han efterlod sit guld og sølv, 
behøver det ikke at betyde, at han tog af sted uden penge. 
Disse kamelmarkeder er der stadig — store, støvede og 
støjende med prangende købere og sælgere. 
Vi ved fra 15 tidligere rejser til Det hellige Land, at der kun 
er to veje, hvoraf Lehi kunne have forladt Jerusalem, Den 
østlige vej deler sig i to af tre hovedveje fra Jerusalem til 
Aqaba. (Se Den danske Stjerne, juli 1977) Vi fulgte ikke den 
vekslende rute, som stadig kun er en fodsti op over det 
stejle Saltbjerg, vor ven, Sa'adi Fatafitah, som ledsagede os 
på meget af rejsen, havde selv gjort denne tur til fods og 
forsikrede os om, at selv om den var besværlig, var den 
stadig farbar. Efter at have bedømt alle vejene, hældede vi 
mest til hovedvejen, som næsten går til Jeriko og så drejer 
sydpå forbi det vindblæste Qumran, vest for Det døde Hav, 
selv om der kan gives et godt argument for, at Lehi kunne 
have valgt „the Kings Highway" („Kongevejen"). Hvis man 
følger Qumranruten mod øst fra Jerusalem, kommer man 
hurtigt ud af byen. Det konsekvent nedadgående terræn 
hjælper med at forklare, hvorfor de kristne på Titus' tid 
valgte at undslippe ad denne vej. 

Vestsiden af Det døde Hav, som med sine 430 m. under 
havets overflade er det laveste sted på jordkloden, er ikke 
et særlig indbydende sted. Det ser meget trøstesløst ud. Det 
mineralmættede vand er stillestående i den lange 
geologiske forkastning, men vi fandt til vor overraskelse 
mange ferskvandskilder langs denne vestkyst. Der er også 
en udmærket strandbred, som ifølge Salim Saad, der har til- 
bragt det meste af sit liv i dette område, i gamle dage ofte 
blev benyttet som en vej. 

Vi følte, at Lehi godt kunne have foretrukket vestkysten af 
Det døde Hav frem for østkysten, fordi her var han stadig i 
sit fædreland, Juda, i stedet for at være i „fremmede" 
nationer som Ammon, Moab og Edom, hvorigennem 
„Kongevejen" gik. På vestkysten kunne han undgå byer 
som Hebron og Be'ersjeba, hvor han måske ville blive gen- 
kendt som en, hvis liv havde været truet i Jerusalem. 



Wadi aPAraba 

Vi undrede os over, hvorfor alle veje førte til Aqaba. Da vi 
først var kommet ind i Wadi al'Araba, den geologiske ud- 
strækning af den lavtliggende dal, hvori man finder Gali- 
læasøen, Jordanfloden og Det døde Hav. Det er en del af 
den bemærkelsesværdige „sprækkedal", som strækker 
sig hele vejen fra Bekadalen i Libanon til langt sydpå forbi 
Aqaba bugten ved Det døde Hav. 

Den nordlige del af Wadi al'Araba løber mod nord ud i Det 
døde Hav. Mod syd løber wadi ... en ud i Det røde Hav. For 
vore øjne lå den som en vidtstrakt, støvet sandslette; hed 
om sommeren og kølig om vinteren. Høje bjerge rager op på 
begge sider 5—18 km borte. 

Den sparsomme regn tillader kun lidt græs eller nogle 
tamariskbuske i ny og næ. Bortset fra „Kongevejen" er 
denne slette den eneste vej, der fører sydpå fra Jerusalem. 
Den har i århundreder med mellemrum været beboet af 



nomade-beduiner. Vi så mange beduintelte, og geder, får 
og kameler der græssede på wadi'en; uimodståelige 
billeder fra en fjern fortid gled forbi vore øjne. 
Den græske historiker, Strabo, som levede i det første 
århundrede e.K. beretter, at „de handlende kun rejste 
(gennem dette område) om natten med stjernerne som 
vejvisere, og ligesom sømændene tog de vand med sig, når 
de var på rejser." Lehi har sikkert gjort det samme. 
Med hele sin familie og proviantbelæssede dyr ville Lehi 
have været et let bytte for forfølgere, hvis der havde været 
nogen; og ørkenbeboere, kunne let være blevet hyret til at 
opspore ham, hvis han havde forsøgt at skjule sig. 
Imidlertid fortalte vore venner os om Den arabiske Halvøs 
urokkelige regel, som Lehi meget vel kan have benyttet sig 
af — reglen om tilflugtssteder. Hvis en sheik én gang har 
accepteret en flygtning, så må stammen beskytte ham mod 
hans fjender. På den anden side kan han risikere at blive 
dræbt på stedet, hvis sheiken afviser ham. Lehi har måske 
nydt godt af denne gamle regel, da han rejste fra den ene 
stammes område til den andens. 



Proviant 

Vi ved, at Lehi tog „levnedsmidler" med sig på rejsen (1. Ne. 
2:4); og vi prøvede på at finde ud af, hvad han kunne have 
taget med sig. Vi ved, at han medbragte telte og sandsynlig- 
vis fødevarer som hvede, mel, byg, tørret surmælk, oliven- 
olie eller sesamolie, oliven, dadler, nogle få kogegrejer, 
sengetøj og våben, som buer, pile og knive. 
Vi sagde ja tak til en invitation fra en ung beduinerdreng. 
Hans familie var ret velhavende efter nomade-standarder. 
Da vi nærmede os teltet, kunne vi se alt, hvad de ejede. Et 
æsel gik og græssede lige udenfor teltet, længere væk var 
der en hest og en kamel, får og kalkuner gik omkring os. Da 
vi trådte ind gennem det stive, sorte telts åbning, så vi, at 
der på midterstolperne hang håndvævede kurve fyldt med 
kogegrejer, og andre halvfyldt med vandsække. Rundt om 
ildstedet lå der tæpper og puder, og i et hjørne lå der sadler 
og bisler. Vi kunne se hele deres garderobe, som lå i en 
gammel papkasse, der var skubbet ind i et andet hjørne. 
Der var ingen vinduer; det eneste lys kom fra døråbningen 
og de glødende kul i ilden. Vi så intet legetøj. Teltet, der var 
lavet af tykt, sort gedehår med hvide afdelinger af fåreuld, 
var gjort fast ved hjælp af reb og teltstænger. Det eneste 
vand, der fandtes, var i vandsækkene. 
Teltet havde en afdeling for kvinder, og kvinderne i vores 
gruppe blev inviteret til at prøve noget af tøjet og juvelerne. 
Kvinderne går i sorte kjoler, som har smukke broderier af 
blomster og dyr i mange farver. De dækker altid hovedet 
med et sjal, hvis farve er bestemt efter, hvilken stamme de 
tilhører. Når de forlader teltet, er deres ansigt dækket af 
sorte slør. 

Mændenes klædning var enkel: en lang, hvid kjortel og et 
skærf i varmt vejr. Om vinteren bruger de også en aba eller 
et slag i mørke farver lavet af groft håndspundet fåreuld. 
Den er meget varm og beskytter mod dug og regn. Den 
bruges også som tæppe. 



12 




Nødder, korn, bønner og krydderier til salg på et marked i Jerusalem. Selv 
om meget har forandret sig i Mellemøsten siden Lehis tid, er de mest al- 
mindelige fødevarer i dag de samme, som Lehi ville have benyttet. 



Denne arabiske købmand opbevarer honning i en gedeskindssæk. Gedeskinds- 
sække er blevet benyttet i tusinder af år, ikke blot til honning, men også til 
korn, vand, røgelse og meget andet. 



Alle de foregående beskrivelser er af interesse, fordi 
beduinernes levevis ikke har forandret sig ret meget siden 
år 600 f.Kr. Derfor ligner vore beduinervenners ejendele 
sikkert dem, som Lehi og hans gruppe tog med sig på deres 
rejse. 

En anden grund til, at Lehi, til trods for sine rigdomme, ville 
have så lidt oppakning som muligt, kunne være for at 
beskytte sig mod ørkenrøvere, som helt sikkert ville over- 
falde en lille karavane med mange ejendele. 
Lehi havde sikkert sin proviant i gedeskindssække, som vi 
fandt ud af, man stadig benytter på Den arabiske Halvø. 
På et marked i Aqaba fandt vi en vandsæk, som så meget 
gammel ud. Den var lavet af skindet fra en stor, fuldt ud- 
viklet ged. Forbenene var syet sammen med ugarvede 
læderstrimler for at danne en hank, og åbningen i ryggen 
var ligeledes syet sammen med ugarvet læder. Når bag- 
benene blev bundet op, var den vandtæt. Dyrets hals var 
vandsækkens åbning. 

Denne vandsæk så ganske vist gammel og slidt ud, men vi 
blev alligevel overraskede, da manden, vi købte den af, for- 
talte os, at den mindst var ti generationer gammel. Skep- 
tiske spurgte vi, hvordan et skind kunne blive garvet, 
således at det kunne holde sig smidigt og vandtæt i så lang 
tid. Manden svarede, at hans folk fylder en ny hud eller sæk 
med honning og kamelmælk og derefter graver den ned i 
seks måneder. Når skindet så bliver taget op af jorden, 
falder hårene af, og skindet er ordentligt garvet. Vore 
arabiske venner bekræftede, at dette virkelig er en af de 
kendte garvningsmetoder, og at det ikke var umuligt 
for en ordentligt garvet sæk at holde sig i 2—300 år eller 
længere. 

Det er umuligt for en rejsende at tage fra Jerusalem til 
østkysten af Det røde Hav uden at komme igennem Aqaba; 
der er i hvert fald ingen veje idag, der går uden om den. 
Lehi har sikkert ikke ønsket, at hans familie skulle blive ret 
længe i byen — faktisk fortsatte de med en tre dages rejse 
ud i ørkenen — men de må i det mindste have fyldt deres 



vandbeholdning op og måske også overnattet der. På dette 
tidspunkt havde de rejst 10-14 dage, og oaserne, med 
deres statelige dadelpalmer og nerier blomstrende i alle 
regnbuens farver, må have været et velkomment syn for 
både dyr og mennesker. Vi så mindst to dusin brønde med 
drikkevand, hvoraf nogle kun var et par meter dybe. 
I nærheden af Aqaba glitrer Det røde Havs blå vande i den 
klare ørkensol. Vandet er så klart, at man kan se 45 m ned. 
En mængde forskelligt-farvede koraler kan ses langs 
stranden, så langt øjet rækker, og i det klare vand vrimler 
det med tusinder af smukt farvede tropiske fisk. Dette sted 
må have været en behagelig forandring for Lehi efter 10 
dages rejse i ørkenen fra Jerusalem. 
Gennem vore undersøgelser vidste vi, at her siden det 9. år- 
hundrede f.Kr. havde været jern- og stålindustri, så vi blev 
skuffede, da vi fandt ud af, at kong Salomos miner lå i en 
krigszone. 

Da Nephi i landet Overflødighed var ved at bygge et fartøj, 
nævner han, at han lavede en bælg af dyreskind som hjælp 
til smeltningen af malm. 

Vi blev derfor interesserede, da vi opdagede bælge af dyre- 
skind på en gammel markedsplads i Salalah, som vi tror, er 
landet Overflødighed. Bælgene hang på væggen i en 
grovsmeds forretning; de var sorte og forsømte. Grovsme- 
der fortalte os, at de var blevet benyttet af hans far, farfar, 
etc. 24 generationer tilbage (ca. 600 år). Vi havde aldrig før 
set den slags bælge; de var ikke som europæiske bælge, 
men mindede mere om en harmonika. Halsen af det gar- 
vede gedeskind blev forbundet med et trærør, som så 
passede ind i et jernrør, der blev anbragt under ilden. De 
mindede mig om en lerpibe, som vi havde set i Israelmuseet 
i Jerusalem. Denne lerpibe havde også været brugt til at 
bringe luft fra bælgen til essen. De fire ben på denne dyre- 
skindsbælg fra Salalah var bøjet bagud og omhyggligt 
bundet. Hele bagenden var åben, og skindet var fastgjort til 
to parallelle pinde og lignede noget i retning af en dame- 
taske, som kan smækkes i foroven. Grovsmeden viste os, 



13 



hvordan vi skulle tage fat i disse to pinde med den ene 
hånd, holde dem åbne mens vi trak skindet op og fik luft ind, 
og så lukke dem, mens han skubbede den bageste del ned 
og tvang luften ud af halsen. Vi var imponereder over, at den 
virkende så fint; og vi spekulerede på, om Nephis bælg var 
anderledes end denne. 

Da vi så, hvor besværligt og omhyggeligt, man laver 
værktøj i ørkenen, forstod vi, hvor heltemodigt det havde 
været af Nephi at finde malm, lave sit eget værktøj og så 
konstruere et fartøj. 

Før vor rejse havde vi læst noget om, at Lehi havde rejst 
„tre dage i ørkenen" fra Jerusalem. (1. Ne. 2:6) Men vers 5 
gør det ret tydeligt, at de tre dage først skal regnes fra tids- 
punktet, da gruppen ankom „til grænseegnene af Det røde 
Hav", og det må have været Aqaba. Men der var noget i 
teksten, der forvirrede os: Nephi taler om at komme ned „til 
grænseegnene af Det røde Hav" og at rejse „omkring i 
ørkenen langs med grænserne, som ligger nærmere Det 
røde Hav." (1. Ne. 2:5) Hvad var det for en forskel, han 
skelnede imellem? Da vi kom til stedet, blev det mere klart 
for os, hvad Nephi kunne have ment. 
Kystsletterne er presset ind i det område, som ligger 
mellem Det røde Hav og bjergene på Den arabiske Halvø. 
Det bredeste sted er 77 km, området i nærheden af Jiddah. 
De lokale beboere kalder dette gamle røgelsesspor for 
Tihama, og det ville have været den mest logiske vej for 
Lehi og hans gruppe. Vi fastsatte, hvor langt Lehi kunne 
rejse på tre dage og kørte omtrent så langt mod syd fra 
Aqaba for at søge efter mulige områder, hvor Lemuels dal 
og Lamans flod kunne have været. Vi undersøgte selvfølge- 
lig alting meget omhyggeligt. 

Det geografisk set mest logiske man kan gøre - ja, faktisk 
det eneste man kan gøre - er at dreje væk fra Det røde Hav 
og gå østpå op i bakkerne gennem bjergkæden i brede, 
fejende bøjninger. 

Tidligere storme havde fyldt alle de ujævne steder op med 
et lag af sand og grus helt op til toppen i en strækning af 40 
km (højden er ca. 1050 m) Folk uden dyr kunne have rejst 
igennem disse bjerge ved langsomt at bevæge sig op ad de 
stejle og klippefulde bjergsider eller ved besværligt at 
klatre op og ned af de ujævne bjergtinder, men det ses 
tydeligt, at wadi 'en er en bekvem motorvej - som de tungt- 
belæssede kameler, der passerede vores bil med foragt, 
også vidnede om. 

Ved toppen forgrener wadi' en sig. En gren fører ud i 
ørkenen i østlig retning. Men en anden wadi skråner nedad 
mod syd i magelige svingninger helt ned til kysten. Denne 
wadi, El Afal, løber parallelt med østkysten af Aqababugten, 
men bjergene, som ligger imellem, skjuler den for vort blik. 
Vi kørte ned ad denne wadi, som vi tror, er „grænseegnene 
af Det røde Hav" i Nephis beskrivelse, og gjorde til sidst 
holdt ved dens oase, en landsby kaldet Al Beda, Saudi 
Arabien. 

Således satte vi disse geografiske spor sammen med den 
beskrivelse, som Nephi havde givet os. Naturligvis er denne 
rekonstruktion kun foreløbig; et af problemerne er, at den 
ikke ser ud til at følge Nephis rækkefølge, selv om hans for- 
klaring kunne passe på det, vi opdagede. Grænserne, som 



# 



<p- 



mg>' i *% > 






v*.*: «* 





Da Lehi forlod Aqaba, rejste han sikkert op gennem Wadi Umm Jurfayn. 
Fordi der ikke er andre praktiske veje til det sydlige Arabien, går den nu- 
værende hovedvej også her igennem. I det fjerne ses Aqababugten, som sik- 
kert er Det røde Havs kilde. (1. Ne. 2:9.) 

Udgangspunktet for Wadi Umm Jurfayn løber sammen med en anden og læn- 
gere wadi - Wadi El Afal. Det er sikkert her i nærheden, at Lehi er drejet mod 
syd og har fulgt Wadi El Afal til selve Det røde Hav. 

ligger „nærmere" Det røde Hav kunne have været de 28 km 
mellem Aqaba og al Humaydah, hvor vejen og stranden 
faktisk er det samme. Så kunne „grænseegnene af Det røde 
Hav" have været, hvor vejen drejede fra for at forsætte mod 
øst og syd gennem de 8 km i Wadi Umm Jurfayn og Wadi El 
Afal til Al Beda. Da Nephi senere henviser til, at de holdt sig 
til de dele af ørkenen, der lå på grænsen til Det røde hav, 
("I.Ne. 16:14), beskrev han sikkert det område, der ligger 
halvvejs nede ad kysten i nærheden af Jiddah, hvor de igen 
rejste langs selve kysten. Men vore opdagelser af, hvad 
„grænseegnene af Det røde Hav" og „grænserne, som lig- 
ger nærmere Det røde Hav", kunne betyde, åbnede en 
anden spændende mulighed: at Al Beda kunne have været 
Lehis lejrplads i Lemueldalen. Vi havde et par holdepunkter, 
som støttede denne foreløbige konklusion. Det forekom os 
klart, at „grænseegnene af Det røde Hav" var den højere 
wadi, hvori de tilbragte det meste af tiden, og grænserne 
„nærmere" repræsenterede kystsletterne i nærheden, som 
strakte sig mod øst til de første bjergkæder. Pludselig fik 
Nephis beskrivelser stor betydning for os. 
Fader Lehi rejste sit telt i en dal ved en flod, som mundede 
ud i Det røde Hav. (1. Ne. 2:8) Nu til dags findes der ikke på 
hele Den arabiske Halvø en flod af betydning, som flyder 
året rundt og når ud til havet. Det årlige nedbør i dette 
område er mellem 1—15 cm. Der er lidt mere i bjergene ved 
Yemen i det sydvestlige hjørne og i Qarabjergene ved 
Salalah, Dhofar i Oman; men heller ikke der kan man finde 



14 



: *s§fe^ 




Wadi El Afal, som godt kan have været „Lesmuels dal" (Se 2. Ne. 2:10), går 
jævnt nedad, ca. 160 km. fra toppen til havet. Det glatte og jævne fald er 
ideelt, når man rejser med kameler. 

I nærheden af Det røde Hav er Wadi El Afal flankeret af høje og ujævne 
klipper. Det kan have været til et sådant bjerg, at Nephi blev „bortført af 
Herrens ånd." (1. Ne. 11:1.) 



brusende floder. Der er ingen virkelige floder i dag, som 
kan identificeres med floden Laman, og vi kan heller ikke 
finde en i de gamle optegnelser. Hvis der havde været en, 
ville mennesker i generationer have boet i nærheden af 
den. Men dermed er sagen ikke afgjort. 
I Det gamle Testamente bruges der på hebraisk to ord, som 
på engelsk begge oversættes som „flod". Det ene ord, 
nachalah, betyder „vinterstrøm", men er oversat til „flod", 
når det beskriver Wadi al'Arish eller floden Arnon. Disse 
floder tørrer ud om sommeren. Men de tordenbyger, som er 
karakteristiske for vintersæsonen, resulterer i rivende 
strømme. Vor arkælogiske vejleder og ven, Salim Saad, 
siger, at wadierne løber i 2—3 dage efter en regnstorm, og 
at den arabiske regnsæson næsten fuldstændig er 
begrænset til januar og februar. Når vandet løber fra de 
nøgne bakker ned i de brede, skrånende wadi'er „kommer 
det for fuld kraft". 

Det andet hebraiske ord, nahar, betyder en „vandstrøm", 
der løber hele året. Ordet bruges i Det gamle Testamente 
om Eufratfloden og Nilen, som begge er rigtige floder. Deraf 
ser vi, at hebraisk kan redegøre for variationer i betyd- 
ningen af „flod". 

Det er meget sandsynligt, at Lehi, efter at have oplevet en 
tordenbyge ved vandskellet af Wadi El Afal, har refereret til 
en „vinterstrøm" eller nachalah, da han beskrev „floden". 
Det er også muligt, at kilden ved Al Beda dannede et lille 
vandløb, som flød 34 km sydpå og mundede ud i Det røde 



Hav. Det, som dengang har været overskud af vand, ville nu 
være absorberet af den mere intensive opdyrkning i 
oaserne. 

Naturligvis var Wadi El Afal og Wadi Umm Jurfayn ikke vore 
private opdagelser. De havde dannet hovedparten af den 
århundreder-gamle røgelsessti til Aqaba, som kom sydfra 
langs Det røde Hav; alligevel så vi kun få betydningsfulde 
bygninger eller konstruktioner på vejen. Der var nogle få, 
moderne diger, men ingen beduintelte, i disse to wadi'ers 
hovedløb. Men i de yderste lave ender af de fleste af de små 
forgreninger, som mundede ud i hovedwadi'en, kunne vi se 
telte og flokke. I bunden af disse wadi'er var der masser af 
kamelfoder i form af græs og tamariskbuske, og her 
gumlede æsler, kameler, får og geder fredeligt. 
Vi kørte på en ny, asafalteret vej, som, så vidt vore førere 
kunne afgøre, fulgte den gamle karavanerute. Det lød 
fornuftigt, eftersom kamelerne altid ville blive tiltrukket af 
de mindste skråninger, og kameldriverne ville afpasse 
deres vandringer efter de korteste afstande. Hvis vore kon- 
klusioner var rigtige, så kørte vi på den vej, som Lehi havde 
benyttet i Wadi El Afal. Det var svært for os at udtrykke vore 
følelser. Hvis Al Beda virkelig havde været lejrpladsen i 
Lemuels Dal, var det her stedet, hvor Lehi læste og 
studerede messingpladerne og fortalte sin familie om deres 
genealogi. Her ofrede Lehi mange brændofre. Her drømte 
han om jernstangen og Messias' komme. Her fik Nephi en 
åbenbaring om Kristi jordiske liv og mission sammen med 
apostlene, om Christoffer Columbus, om sit eget folk blandt 
den store ikke-jødiske nation i det forjættede land, og om 
kirkens endelige genoprettelse. Her forklarede Nephi 
lignelsen om oliventræt. Her blev der sikkert plantet og 
høstet. Det var også her, de til deres store forbavselse fandt 
vejviseren (Liahona) udenfor Lehis telt. Denne vejviser 
skulle vejlede dem og føre dem til deres ukendte bestem- 
melsessted. 

Selv om der eksisterede et århundreder-gammelt røgel- 
sesspor også på Lehis tid, behøver det ikke at betyde, at 
Lehi vidste, hvor langt han skulle fortsætte ad det, eller 
hvor han skulle bryde af fra den mere berejste del af sporet 
for at følge mindre berejste steder. Så Lehi havde hårdt 
brug for denne Liahona. Naturligvis blev denne vejviser 
benyttet lige så meget til at give Lehis familie åndelig vej- 
ledning, som for at vise dem, i hvilken retning de skulle gå. 
Liahonaen virkede kun, når de var retfærdige. Hvis nogen 
nægtede at omvende sig, løb de vild, både i bogstavelig og i 
åndelig forstand. Analogien er belærende. 
Der er mange majestætiske bjerge i nærheden af Al Beda, 
hvortil Nephi kunne være blevet ført, da han fik sin om- 
fattende og detaljerede åbenbaring om Frelserens mission 
og de mest betydningsfulde historiske begivenheder indtil 
verdens ende. (Se 1. Ne. 11-14) Det højeste bjerg i omeg- 
nen, er Jobal Al Lawz, som ligger 34 km nordøst for Al 
Beda; det rager 2.550 km over havets overflade. 
Fader Lehi opkaldte vandstrømmene efter sin ældste søn, 
Laman. Nephi lægger vægt på, at hans fader uddrog 
moralen for sin søn Laman, da han „så, at floden løb ud i 
Det røde Havs kilde." (1. Ne. 2:9; den nuværende danske 
udgave mangler ordet kilde) Måske antyder dette, at Lehi 



15 






immø 




i^^ 



En af de mange oaser på det gamle røgelsesspor langs vestkysten af Arabien. 
Ingen rejsende kan overleve ret længe i dette land uden vand; Lehi har uden 
tvivl gjort holdt ved mange af disse oaser under sin rejse. 








AL HU 



AQABA (EZION-GEBER) 



UMM JURFAYN 




Isummit WADI EL KHIBEIT 



JABIL EL MAQLA, 
^,8.750 fod (Måske det 
'bjerg, hvor Nephi bad) 



Muligvis /Lamanflpden. 
(Opstod fefter er/regnstorm) 



AL BEDA. Muligvis stedet hvor 
jfcéhi slog lejr for en tid. 



Muligvis Lehis spor 

(Det fordums Frankincense spor) 



Illustration nr 9 

Muligvis stedet, hvor Lehi slog lejr i Lemuels 

dal (også ruten for et gammelt røgelsesspor). 



Afstand: 

Fra Aqaba til Al Humaydah 

(langs kysten) 29 km 

Fra Al Humaydah til tinderne 

i Wadi Umm Jurfayn 40 km 

Fra disse tinder til Al Beda 

i Wadi El Af al 53 km 

Den samlede „tre dage's rejse" 

(1. A/e. 2:6) kunne godt være ca 122 km 

Fra Al Beda (muligvis mundingen 

af Lamanfloden til Det røde Hav) 34 km 



fra deres lejrplads ikke kunne se, at floden mundede ud i 
Det røde Hav. Al Beda ligger 34 km nord for det sted, hvor 
wadi'en munder ud i Det røde Hav. 

En undersøgelse af vore kort og geografien giver os også 
en idé om betydningen af sætningen „Det røde Havs kilde". 
En kilde er hovedløbet, udspringet; og det er klart, at Aqa- 
babugten, som er en nordøstlig forlængelse af Det røde 
Hav, kunne kaldes en kilde til denne større vandmasse. 
Fader Lehi beskriver Lemuels dal som „fast og urokkelig og 
bestandig". (1. Ne. 2:10) Sådan er Wadi El Afal virkelig idag 
med dens sandede bund fast og omkranset af solide 
bjerge. 

Vi glædede os. Vi havde lokaliseret et sandsynligt sted for 
beliggenheden af Lemuels dal. Vi følte, at der var en særlig 
ånd til stede i Wadi El Afal i nærheden af Al Beda oasen i 
Saudi Arabien. 



Telte 

Nu prøvede vi på at danne os et billede af detaljerne fra 
denne lejrplads, hvor Lehi, ifølge vore beregninger, kunne 
have opholdt sig så længe som tre år. Det mest frem- 
trædende ved denne lejr må have været teltene. Efter at 
Ishmael og hans familie sluttede sig til gruppen, kan der 
have været op til ni telte, et til hvert ægtepar. Hvis de telte, 
som vi så over hele Den arabiske Halvø, lignede dem, som 
havde været benyttet igennem århundreder, kunne vi få en 
helt god idé om, hvordan Lehis telte havde set ud. Det er i 
virkeligheden slet ikke en utænkelig formodning, for 
historikere siger, at en beit shaar (et hus af hår) ikke har 
ændret sig væsentligt igennem tiderne. 
Det gamle Testamente beskriver et telt som „sort" 
(Højsangen 1:5), lavet af „gedehår" (2. Mos. 36:14), og med 
„forhæng til teltets indgang" (2. Mos. 26:36) 



16 









Børnestjernen 










Af SHIRLEY LEE 



Manden som 

boede 
under jorden 



* f di I 










17 




For mange år siden levede der en usædvanlig mand, 
der valgte at bo under jorden. Nogle mennesker kaldte ham 
endda „den menneskelige muldvarp", fordi muldvarpe er 
små dyr, som tilbringer det meste af deres liv med at grave 
gange under jorden. 

Selvom der ikke er nogen mennesker, som er små nok til at 
kravle igennem de mørke, underjordiske tunneler, hvor 
muldvarpene bor, har tusinder af mennesker besøgt De 
underjordiske Haver i Fresno, som ejes af Baldasare Fore- 
stiere. Dette usædvanlige „hus" ligger lidt nord for Fresno, 
Californien, og har været åbent for offentligheden siden 
1954. 

Hr Forestiere blev født i Messina, Sicilien i 1879. Da han var 
21, rejste han til Amerika, hvor han arbejdede i New Yorks 
undergrundsbaner. 

Senere brugte hr Forestiere sine opsparede midler til at 
flytte til Californien. Han købte 80 hektarer jord i nærheden 
af Fresno. Dengang var det som en ørken, da der endnu 
ikke var bygget overrislingsdamme. Temperaturen nåede 
somme tider helt op på omkring 48 grader, og hr Forestiere 
syntes, at en sådan hede var meget ubehagelig. Han fandt 
også ud af, at han ikke kunne plante frugttrær, fordi jorden 
var forbrændt og hård. 
Han kom til at tænke på, hvor køligt det havde været at 



arbejde nede i New Yorks undergrundsbaner, og han be- 
sluttede sig til at lave tunneler for at undslippe heden. Til at 
begynde med ville han blot grave et par værelser til at bo i. 
Men han blev ved med at grave i 40 år, og hans underjordi- 
ske værelser — og gange strakte sig over ca 3 hektarer. De 
fleste af værelserne blev bygget 3 m under jordens over- 
flade. Nogle steder gravede han også en „2. etage" omkring 
7 m ned. 

Selv om han kun var 1.60 høj, slæbte han hundreder af tons 
jord væk med sin trillebør. Han var i besiddelse af et natur- 
talent for indretning af værelser og gange med de 
stærkeste, kendte former for konstruktion — buen, søjlen 
og kuplen. Han skabte et interessant udvalg af værelser, 
grotter og solfyldte verandaer under jorden. 
Den underjordiske arkitekts første beboelsekvarter bestod 
af to værelser med nogle interessante detaljer. Han byg- 
gede sæder ind i væggenes sider og lavede hak til at sætte 
hylder fast i. Hvert rum havde ovenlysåbninger, hvor igen- 
nem dagslyset og luften kunne komme ind. Om vinteren 
blev de dækket af glas for at holde regnen ude. 
Senere konstruerede han en mere kunstfærdig lejlighed, 
som havde to soveværelser, opholdsstue, køkken, kapel, 
bibliotek og badeværelse. Han havde en hyggelig alkove, et 
udtræksbord og to ildsteder. Han byggede skydevinduer i 



18 



køkkenet dg ét panoramavindue, som dækkede det halve at 
et af værelserne. Han lavede også et kighul, så han i 
forvejen kunne se, hvem det var, når han hørte nogen 
komme. 

Da hr Forestiere havde boet i sit hus et stykke tid, plantede 
han blomster, grøntsager, buske, vinranker og træer for- 
skellige steder i sin undergrundslabyrint, på steder hvor de 
kunne få passende sollys og luft. Han eksperimenterede 
med forskellige størrelser og typer ovenlys til dette formål. 
Mange af træerne blev dyrket i beholdere, som blev anbragt 
midt i værelserne og haverne. 

Nogle af træerne har de mærkeligste kombinationer af 
frugt; de er resultaterne af hr Forestieres eksperimenter 
med podning. Hans „2. etages træ", som vokser 7 m under 
jofden, frembringer 7 forskellige slags citrusfrugter — navel 
og valencia appelsiner, søde og sure citroner, mandariner 
grapefrugt og cheedro (en siciliansk frugt). Andre planter, 
vom vokser i undergrundshaverne, omfatter vindruer, vilde 
morbær, kinesiske dadler, hibiscus, rosenbuske, dadel- 
palmer, avocados, mandler, kvæder, jordbærbuske, bar- 



lettpærer, coronationpærer, figner, sarons rose og japansk 
mistel. Der er også et johannesbrødtræ, af hvis bønner 
man kan lave mel og chokolade. 

For at få næring til sine planter kørte hr Forestiere mange 
ture i sin Ford for at hente den rige lermuld fra gamle flod- 
lejer, som lå 120 km borte. Vand på det nødvendige plan 
blev tilvejebragt ved hjælp af en brønd og en pumpe. Hr 
Forestiere konstruerede endog et akvarium til guldfisk og 

tropiske fisk og lavede det, så man både kunne iagttage 
dem over og under jorden. 

I de senere år har mennesket været i stand til at gå på 
månen. Der er bygget undervandsbåde, som blev midler- 
tidige hjem under havenes overflade. Der er skrevet 
romaner om mennesker, som har boet under jorden. Men 
det er meget bemærkelsesværdigt, at denne talentfulde 
mand for mere end 50 år siden byggede et hjem, der var så 
godt at bo i, så interessant og så sjældent, at tusinder af 
besøgende hvert år kommer for at beundre hans skaber- 
værk. 





19 



En 
profets kærlighed 

til sine 
forældre 



Af SUSAN ARRINGTON MADSEN 



Profeten Joseph Smith vidste, at hans liv var i fare. 
Vrede pøbelhobe havde forfulgt ham alle vegne og truet 
ham og hans familie på livet. I efteråret, 1838, blev han igen 
arresteret i Far West, Missouri. 

Da han blev bundet og skubbet ind i en overdækket vogn, 
bad han om lov til at sige farvel til sin mor, Lucy Mack 
Smith, der grædende stod og så på, at han blev ført bort. 
Officererne nægtede at lade profeten stå ud af vognen, så i 
stedet for kaldte han på sin mor og bad hende komme nær- 
mere. Fortvivlet søgte Joseph cg fandt en revne i sejldugen, 
som vognen var overdækket med. Han rakte hånden ud til 
et sidste farvel til sin mor. Det var vigtigt for ham blot at røre 
ved hendes hånd, før vognen hurtigt blev trukket bort, og 
Joseph Smith blev ført til Liberty fængslet. Der blev han i 
seks måneder spærret inde i en mørk, overfyldt celle. 
Joseph havde altid næret stor kærlighed for sine forældre, 
og der fortælles mange historier om hans omsorg for dem 
og hans ønske om at ære dem. En af beretningerne fortæl- 
ler om dengang, da Joseph som dreng måtte gennemgå en 
operation i benet. For at hans mor ikke skulle se eller høre 
ham lide, bønfaldt han hende om at forlade værelset under 
operationen. Så bad han om ikke at blive bundet fast under 
operationen, men i stedet for blive holdt fast i sin fars arme. 
Da Joseph blev ældre, tilbragte han mange dage ved sine 
forældres sygeleje, hvor han plejede dem, til de var raske 
igen. Hver gang han flyttede, sørgede han for at få et hus 
bygget i nærheden af sit eget, hvor hans forældre kunne 
bo, så han kunne være sammen med dem og modtage 
deres råd. 



Josephs mor skriver om profetens glæde, da hans far, 

Joseph Smith sen., blev døbt i 1830: Joseph stod på 

bredden og idet han tog sin fars bånd, udbrød han med 
glædestårer i øjnene: ,Priset være min Gud, at jeg har op- 
levet at se min egen far blive døbt ind i Jesu Kristi sande 
kirke!'" 

En anden begivenhed, som viser Josephs kærlighed og res- 
pekt for sin far, fandt sted engang efter han havde haft en 
uoverensstemmelse med bror William. Joseph gik til sin far 
for at få vejledning, og striden blev bilagt, da den unge 
Joseph lydigt accepterede sin fars råd. 
Ved én lejlighed vidnede Joseph om den velsignelse, det er 
at have forældre: „hvis modne år og erfaringer gør dem i 
stand til at give de bedste råd." 

Når vi husker Joseph Smiths fødselsdag, den 23. december, 
er det godt at tænke på den store kærlighed og respekt, 
som han viste sine forældre. Til gengæld elskede og støt- 
tede de ham. Josephs mor og far var de første til at høre og 
tro hans beretning om Faderens og Jesu Kristi tilsynekomst 
i Den hellige Lund. Profetens forældre var også tilstede den 
6. april, 1830, da kirken blev organiseret. I 1833 blev hans far 
ordineret som kirkens første patriark, og året efter blev han 
en af de assisterende præsidenter. 

Så stor var Josephs kærlighed til sine forældre, at han i sin 
dagbog skrev: „Velsignet være min mor, for hun er altid 
fyld med barmhjertighed, og velsignet være min far, for 
Herren skal holde sin hånd over ham." 



20 




21 




22 



AMMON 



Af MABEL JONES GABBOTT 



Hvad ville du bede om, hvis en indflydelsesrig konge 
sagde til dig: „Skån mit liv, og jeg vil skænke dig, hvad end 
du begærer, ja, indtil det halve af riget?" 
Ammon vidste lige nøjagtigt, hvad han ville have. Han og 
Lamoni, kongen af Ishmaels land, var på vej til Middones 
land, hvor Ammons brødre var i fangenskab. 
Kong Lamoni havde ønsket, at Ammon skulle drage med 
ham til Nephis land, så han kunne forestille ham for sin 
fader. Men Herrens røst kom til Ammon og sagde :„Du skal 
ikke drage op til Nephis land, thi kongen vil stræbe dig 
efter livet, men du skal tage til Middonis land, thi din bro- 
der Aaron og ligeledes Muloki og Ammah er i fængsel." 
Derfor fortalte Ammon Lamoni, at han ikke kunne drage 
med ham til Nephis land. „Mine brødre er i fængsel," sagde 
han. „Jeg må drage hen for at udfri dem." 
Lamoni svarede: „Jeg ved, at du i Herrens styrke kan gøre 
alle ting; men jeg vil gå med dig, thi kongen i middonis land 
er en ven af mig." Derpå spurgte han: „Hvem sagde dig, at 
dine brødre var i fængsel?" 

Ammon svarede: „Ingen uden Gud har sagt mig, at jeg skal 
gå til Middoni og udfri dem." 

Lamoni befalede sine tjenere at gøre hans heste og vogne 
rede, og de tog afsted. På vejen mødte de Lamonis far, som 
var konge over hele landet. Han blev meget vred på Lamoni. 
„Hvorfor kom du ikke til den fest, som jeg lavede for mine 
sønner og mit folk?" spurgte han. „Hvor går du hen med 
denne nephit?" 

Lamoni fortalte ham, hvordan Ammon havde reddet hans 
flokke fra lamanitterne ved Sebus' vande; så fortalte han sin 



far, hvordan han, Lamoni og hans folk havde modtaget 
Guds ord og var blevet døbt. 

Lamonis far blev meget vred. Han erklærede, at Ammon var 
en tyv og en løgner, og han befalede Lamoni at dræbe Am- 
mon med sit sværd. 

Selv om Lamoni var ked af at være ulydig mod sin far, 
sagde han: „Jeg vil ikke dræbe Ammon, og jeg vil hjælpe 
med at befri hans brødre fra fængslet, for jeg ved, at de er 
retfærdige og den sande Guds hellige profeter." 
Ammon kunne se, at Lamonis far blev endnu mere vred ved 
disse ord. Den gamle konge trak sit sværd for at dræbe 
Lamoni, så vel som Ammon. Men Ammon afværgede hans 
hug. Han slog sværdet ud af kongens hånd og havde ham 
snart i sin magt. Da kongen så, at Ammon kunne dræbe 
ham, begyndte han at bede for sit liv: „Skån mig, og jeg vil 
skænke dig, hvad du end begærer, ja, indtil det halve af 
riget." 

Ammon svarede: „Tilisted først, at mine brødre bliver sat på 
fri fod. Dernæst må du ikke være fortørnet på din søn, kong 
Lamoni, men giv ham lov til at regere sit rige i overens- 
stemmelse med det, som han mener er bedst for folket." 
Den gamle konge blev meget forundret over, at Ammon ikke 
bad om noget til sig selv. Han glædede sig også over, at 
denne stærke og mægtige mand havde så stor kærlighed til 
Lamoni. Alle Ammons ønsker blev opfyldt. Så sagde kongen: 
„Når dine brødre er sat på fri fod, så kom og besøg mig, 
for jeg ønsker at lære mere om dine ord." Ammons usel- 
viskhed og mod havde reddet hans ven og hans brødre, og 
en dør var blevet åbnet for hans missionsærbejde. 



23 



De huse af hår, som vi gæstede og undersøgte, var rek- 
tangulære og havde lange, skrånende tag, der hang ned 
over siderne. De mindste telte havde ni stænger, hvoraf de 
tre største var placeret ned gennem teltets midte, og tre 
mindre var anbragt på hver af langsiderne. Barduner, som 
også var lavet af gedehår, blev strakt ud til pløkker, tidligere 
kaldet pæle, som blev slået ned i jorden. (Se Dommer- 
bogen 4:21) Hvert telt er ved hjælp af forhæng delt i to eller 
flere afdelinger, i det mindste en afdeling for mændene og 
en for kvinder og børn. 

Vi kan ikke vide, om Lehis telte bar præg af hans velstand, 
eller om han med vilje havde valgt almindelige, sorte telte. 
Man får ca 10 pund hår fra en kamel om året og mindre fra 
en ged. Hårene bliver spundet til lange tråde på en hand- 
ten. Disse tråde laves til stof, som er så tykt som tæpper, 
meget tungt og stærkt, men også meget stikkende og groft. 
„Huset af hår" giver kølig skygge i de varme somre; og om 
vinteren er det varmt, når siderne er bundet godt til. Teltene 
er tunge, og selv om man kan flytte dem, er det indlysende, 
at fader Lehi havde brug for pakdyr til at transportere dem. 
Et almindeligt beduintelt er ca 9 m langt og halvt så bredt. 
En kamel kunne bære et lille telt; et andet dyr måtte så 
bære teltstængerne. En sheiks (stammehøvdings) telte 
svarede til hans rigdomme, men de er lavet på samme måde 
af de samme materialer, blot i afdelinger, som kan snøres 
sammen; og hver afdeling er så beregnet som oppakning 
for et enkelt dyr. 

Lehi må have opholdt sig i flere år på bestemte steder for at 
rejsen i ørkenen kunne vare 8 år. En af disse lejrpladser har 
sikkert været Lemuels dal, hvor de muligvis har opdyrket 
jorden. Lehi tog ganske vist „levnedsmidler" med sig, da 
han forlod Jerusalem, men det er ikke sandsynligt, at det 
drejede sig om store mængder. Nephi forklarer, at de, efter 
at have boet i telte i Lemuels dal i ørkenen, samlede „alle 
slags frø både af korn og af frugt." (1. Ne. 8:1) Både hvede 
og byg var velkendt blandt Nephis efterkommere (Mosiah 
9:9), og rug var kendt i Palæstina før Lehis tid. Det er sik- 
kert disse kornsorter, som Nephi henviser til som „alle 
slags frø . . . af korn." Mormons Bog taler om frugter som 
vindruer, oliven og figner. (1. Ne. 10:12; 3. Ne. 14:16) Andre 
frugter som blev dyrket i vid udstrækning i Mellemøsten på 
Lehis tid, skønt de ikke er nævnt i Mormons Bog, omfatter 
dadler, kokosnødder og granatsæbler. 
Lehis koloni har sikkert enten dyrket eller købt så mange af 
disse planter som muligt, mens de opholdt sig i Lemuels 
dal. Da de kom fra et opdyrket område, og da der var vand 
til rådighed (floden Laman), har de sikkert dyrket deres 
egne afgrøder; og i denne tid har de sandsynligvis fået en 
ret varieret kost. 



Bryllupper 

Foruden de daglige opgaver hører vi om fem glædelige 
begivenheder, som fandt sted i denne dal — fem ægte- 
skaber. Ingen begivenhed blandt semitterne bliver mere 
fejret eller imødeset med større forventning af en datter 
end hendes ægteskab. Det er den eneste dag i hendes liv, 



hvor hendes betydning overskygger mændenes. I ørkenen 
er forberedelserne til et ægteskab meget udførlige, da der 
ikke blot skal laves brudeudstyr, men også et telt til de 
nygifte. Traditionen krævede, at hele nabolaget blev invi- 
teret med til festlighederne. Mindre kunne ikke gøre det, 
hvis ægteskabet skull være kulturelt acceptabelt. 
Lehis fire sønner og Zoram, Labans tidligere tjener, skulle 
alle giftes. Heldigvis havde Ishmael nøjagtigt det rigtige an- 
tal døtre. Det er meget usædvanligt, at Ishmael kunne have 
fem døtre, som var gamle nok til at blive gift; mange piger 
bliver trolovet, når de endnu er børn, og gift, når de er tret- 
ten år gamle. Det er endnu mere usædvanligt, at en af disse 
døtre, den ældste, ville være villig til at gifte sig med en tid- 
ligere træl, Zoram. 

Det var skik i det gamle Israel, at faderen, eller en slægt- 
ning af den unge mand, valgte hans hustru og traf aftale om 
ægteskabet. Lehi har uden tvivl forhandlet med Ishmael på 
sine fire sønners vegne, selv om „forhandlingerne" muligvis 
blot har været en formalitet baseret på tidligere aftaler. 
Zoram, uden familie, blev sikkert regnet med i forhand- 
lingerne som en søn i kraft af Nephis løfte, om at han skulle 
„blive regnet som en af os". (1. Ne. 4:34) 
Hvis israelitiske skikke blev fulgt, ville der komme fem trolo- 
velser ud af forhandlingerne. En trolovelse begyndte som 
regel, når brudgommen betalte medgiften til brudens far 
som erstatning for tabet af datteren, og den sluttede med 
brylluppet. En trolovelse varede sjældent mere end et år. 
Under trolovelsestiden omtalte parret hinanden som „ægte- 
mand" og „hustru", og det var indforstået, at trolovelsen 
omfattede en pagt om troskab. 

På Det gamle Testamentes tid behøvede at ægteskab ikke 
at blive godkendt af regeringen eller religionen; det var et 
familieanliggende, som bestod af en officiel pagt om 
troskab, og ægteskabet blev så anerkendt gennem familie 
og venners gode ønsker. En ret almindelig del af 
ægteskabet var en fest, der somme tider varede en uge; 
den blev op!ivet af processioner, musik og dans. Når man 
tager i betragtning, at alle de fem ægteskaber muligvis blev 
indgået samtidig, må festlighederne have været overdådi- 
ge, og de lokale nomader har muligvis været til stede. 



Man drager sydpå 

Da Lehi havde udrettet alt, hvad der var nødvendigt i 
Lemuels dal, fandt han en messingkugle „af mærkelig for- 
arbejdning" udenfor sin teltdør. Den havde to visere, der 
viste den vej, de skulle gå i ørkenen. (Se 1. Ne. 16:10) Lia- 
honaen er blevet kaldt for et „kompas" mindst fem forskel- 
lige steder i Mormons Bog (Alma 37:38, 43, 44; 2. Ne. 5:12; 
1. Ne. 18:12), men det virkede kun i forhold til den tro og op- 
mærksomhed, som de gav det (1. Ne. 16:28), ikke i forhold 
til jordens magnetiske linier. Fra tid til anden var der også 
en indskrift på kuglen. (Se 1. Ne. 16:26-27,29) 
Da vi i Salt Lake City meget omhyggeligt havde studeret 
vores kort, havde vi spekuleret på, hvorfor Herren gav Lehi 
vejviseren på dette tidspunkt, når det eneste, de havde at 
gøre, var at følge det fint afmærkede røgelsesspor. Ved at 



25 



se på både skriftsteder og landskab dannede vi os nogle 
begreber om det: 

1. At viserne på Liahona „viste den vej, vi skulle gå i ørke- 
nen" (1. Ne. 16:10), antydede overfor Lehi, at de skulle fort- 
sætte med at gå i syd-sydøstlig retning i stedet for på dette 
tidspunkt at krydse Det røde Hav eller gå mod øst op i bjer- 
gene. Denne retning faldt sammen med det forholdsvis 
sikre røgelsesspor. 

2. Dette „spor" var imidlertid ligeså bredt som kystsletten 
— op til 75 km på de bredeste steder. Karavaner, der søgte 
efter kamelfoder, brugte det i hele sin bredde. Lidt længere 
nede ad kysten, efter Shazer, siger Nephi, at Liahonaen 
ledede dem „til de frugtbareste dele af ørkenen" (1. Ne. 
16:14), muligvis til steder med friskt græs og rigelige eller 
mindre benyttede vandhuller. 

3. Liahonaen gav også svaret, da Nephi, efter at have lavet 
en ny bue af træ, spurgte, hvor han skulle gå hen for at 
finde føde. Kuglen sendte ham „op på toppen af bjerget", 
hvor han virkelig fandt vildt. (1. Ne. 16:30-31) 

4. Nephi nævner ikke Liahonaens anvisning, da de fortsatte 
rejsen, men det var bestemt på grund af, at de gik „næsten i 
samme retning som i begyndelsen". (1. Ne. 16:33) 

5. Længere mod syd og øst, hvor røgelsessporet forgrener 
sig, måtte de beslutte sig til, hvilken vej de skulle tage; den 
ene gren går sydpå mod travle byer, og den anden går 
østpå til en vanskeligere rute. Igen har Liahonaen sikkert 
gjort klart for dem, at de skulle gå „i østlig retning". 

Lehi fulgte Liahonaens første direktioner og gav ordre til, at 
de skulle bryde op fra Lemuels dal. Gruppen gik over floden 
Laman og fortsatte så „næsten i syd-sydøstlig retning" i „et 
tidsrum af fire dage" til et sted, som de kaldte Shazer. (1. 
Ne. 16:13) Vi beregnede, at denne del af rejsen førte dem 
ned til kysten af Det røde Hav, hvor de fortsatte ned af 
Tihama. Hvis vi regner de 114 km fra Aqaba til Al Beda som 
deres tre dages rejse ud i ørkenen (38 km om dagen), ville 
en fire dages rejse dække ca 152 km. Det ville rundt regnet 
bringe dem til Wadi Al Azlan, som længe har været en 
betydningsfuld og stor oase på Det røde Havs kystslette; 
dette kan så have været beliggenheden for Shazer. Dette 
område er nu en strækning af ufrugtbart sand; mod øst 
hæver bjergene sig lempeligt, og mod vest ser man Det 
røde Havs funklende blå vand. Denne rute er det gamle 
røgelsesspor, og det ville ikke have været vanskeligt for 
byboere at følge. 

Langs denne strækning af kystsletten kan en karavane ikke 
gå ind i landet, da brøndene ligger nede ved Det røde Hav. 
Langs hele kysten så vi brønde, som møjsommeligt var 
gravet med håndkraft og omgivet med mure af sten. Ifølge 
ørkentraditioner betragtes vand som Guds gave til menne- 
sket, ikke som noget, man kan besidde eller opsamle, men 
noget man kan nyde og glæde sig over og frit dele med 
gæster. Vand er livet i ørkenen. Lehi kunne ikke have rejst 
■langt uden drikkevand til sin familie og sine dyr. 
Hvis vi har ret i, at vækstperioderne i disse otte år blev 
brugt til at dyrke afgrøder, må der også have været mulig- 
hed for at få vand til overrisling. På vor vej så vi mange 
gamle brønde, kilder og vandbeholdere, flankeret af nuti- 
dens borede brønde. 



Somme tider så vi fortsatte vandløb, som omhyggeligt var 
gravet for at få det mest mulige ud af det kostbare vand. 
Men vi så aldrig friskvandskilder, uden at finde mennesker 
og dyr i nærheden. 

Kort i store målestokke over den rute, som Lehi muligvis 
har fulgt, tegnet af Saudi Arabiens ministerium for natur- 
rigdomme, viser 118 af disse gamle kilder eller brønde 
fordelt over hele området. Disse kort skelner mellem „gra- 
vede" brønde, som i nogle tilfælde går tusinder af år 
tilbage, og de „borede" brønde, som kun har været kendt i 
nogle få årtier. Hvis vi antager, at vandforsyningen i disse 
gamle brønde var nogenlunde den samme som på Lehis tid, 
opdager vi, at gennemsnitsafstanden mellem disse vand- 
forsyninger er 29 km; den længste strækning uden vand er 
106 km. Kortet viser os to strækninger fra Aqaba til Salalah, 
hvor vandmægden er så sparsom, at det er besværligt at 
rejse der. Den første strækning er fra Jiddah i Saudi 
Arabien til Al Qunfudhah, som muligvis har været lejrstedet 
Nahom, hvor Ishmael døde. Her var der vand med en 
gennemsnitsaftstand af 38 km. Den anden, sandede stræk- 
ning kommer på den østlige del af rejsen og går fra Najran 
(i nærheden af Nahom) i Saudi Arabien til Salalah i Oman; 
her var der gennemsnitligt 42 km mellem hver vandforsy- 
ning. Det er interessant at opdage, ifølge Nephis beretning, 
at netop disse to strækninger ser ud til at have forårsaget 
de største lidelser for Lehis gruppe. (1. Ne. 16:20, 17:1) 



Den brækkede bue 

Mormons Bog fortæller os, at Nephi og hans brødre dræbte 
vilde dyr med buer, pile, slynger og sten. (1. Ne. 16:23) En 
lokal fører fortalte os, at han som ung mand dræbte i hund- 
redvis af gazeller, bare fordi han var „vild efter at skyde". 
Han fortalte os, at man i bjergene kan finde vildæsler, 
gazeller, antiloper, stenbukke, duer, ryper, agerhøns, vilde 
køer, heste, æsler, kameler og hunde. Hundene er som 
regel hurtige mynder, som er trænet til at fange harer. 
Disse hunde (kaldet salukis) er populære blandt nomader- 
ne, og næsten hver eneste familie har en. Der er mange 
andre dyr, som Lehi og hans selskab sikkert ikke ville have 
brudt sig om at spise, men som udgør en del af den lokale 
dyrebestand: ulve, sjakaler, ugler og slanger. Der er også 
græshopper, som man, ifølge jødiske skikke, har lov til at 
spise (3. Mos. 11 :21— 22). Beduinerne anser dem for lækker- 
bidsken og tørrer dem og opbevarer dem, så de kan spise 
dem året rundt; selv hundene kan lide dem. „Græshoppe- 
sæsonen", som kun kommer med adskillige års 
mellemrum, anses af ørkenbeboerne som en slags taksig- 
elsestid. (William Tracy: „A Talk With Violet Dickson", 
Aramco World Magazine, nov-dec 1972, 23:17) 
Det var mens vi rejste langs kysten af Det røde Hav i 
nærheden af det moderne Jiddah, at vi fandt ud af, hvordan 
Nephis stålbue kunne være brækket, og hvordan hans 
brødres træbuer kunne have mistet spændskraften. (For 
bibelske henvisninger til stålbuer, se 2. Sam. 22:35; Salm. 
18:34; Job 20:24. King James version) Hændelsen med den 
brækkede bue skete efter, at de havde rejst i „mange dage" 



26 



(Nephi siger dette både i 1. Ne. 16:15 og 16:17) og havde 
slået lejr for at hvile sig en tid. Det ville være naturligt for et 
selskab, som måtte rejse med en fart, der var afpasset efter 
kvinder og børn. Da Nephi siger, at de igen rejste i „mange 
dage" (v. 33) for at nå til Nahom, efter at have forladt lejr- 
pladsen, hvor buen brækkede, så kan dette sted have ligget 
ca midt imellem Shazer og Nahom. Det er et område, som 
ligger i nærheden af Jiddah, Saudi Arabien, hvor vejret er 
en nådeløs blanding af hede, fugtighed, sand og salt — en 
kraftpåvirkning, som er stærk nok til at ødelægge stål! Vi 
var lamslåede over at se bilskærme, hvor rusten i løbet af få 
måneder havde ædt huller. Mellem marts og november er 
heden ubarmhjertig. Selv i slutningen af januar ligger 
temperaturen på omkring 29 grader. Fugtighedsgraden lig- 
ger på omkring 60 % året rundt. På et fugtigere område 
ligger gennemsnittet 15-års periode på 92 % året rundt. Det 
er simpelthen umuligt for umalet metal at holde sig under 
sådanne forhold. Vi så ikke ret meget metal hverken i byg- 
ninger eller på skibsværfter. 

Kunne det samme være sket med Nephis bue? Nedbrudt af 
rust brækkede den imellem hans hænder, da han spændte 
den til det yderste. Klimaet kunne også forklare, hvorfor 
hans brødres buer mistede deres spændkraft omkring 
samtidig. Hvis det var træbuer, kunne de bevares spændte 
og stærke i det tørre område omkring Jerusalem; men ad- 
skillige år i det fugtige klima langs Det røde Havs kystslette 
ville uværgerligt have fået dem til at opsuge fugt, indtil de 
blev så bøjelige som unge træer. Nogle af vore bekendte 
fortalte faktisk om lignende oplevelser med nogle af deres 
ejendele, som var lavet af træ. 

Dette var problemet, som Nephi stod over for, men han 
skriver, at han fandt træ til at bygge en ny bue af. (1. Ne. 
16:23) Vor arkæologiske ven, Salim Saad fortalte begej- 
stret, at man kan lave en god bue af granatæbletræet, som 
vokser i området ved Jiddah. Disse træer vokser over hele 
Mellemøsten, selv i brakvand. Granatæbletræet er et for- 
holdsvis lige og tætåret frugttræ, som er bemærkelses- 
værdigt bøjeligt og solidt. 

På Lehis tid var Jiddah sikkert blot en lille landsby; i dag er 
det en storby med V2 million indbyggere. 
Så sent som for 25 år siden blev et brev udbragt i Jiddah, 
som blot var adresseret til „manden, som ejer to trær". Nu 
er der selvfølgelig mange træer. 

På et skibsværft i Jiddah så vi mænd skære planker ud i 
hånden og forme kølen og forstavnen med håndbor, save og 
økser. Her var vi så heldige at købe et båndbor lavet af hårdt 
træ og med et fint forarbejdet jernbid. Det drejes ved hjælp 
af en læderrem, der er viklet omkring det og fæstnet til en 
bue. Selv om det i vore moderne øjne så primitivt og klodset 
ud, så vi det bore igennem hårde træplanker på få 
sekunder. 

I Yanbu, som lå nordligere langs kysten, var vi blevet lige 
så fascineret af de gammeldags save, som blev brugt på et 
andet skibsværft. Jernbladet blev strakt i en træramme og 
strammet ved at sno en pind gennem et reb, som forbandt 
rammens sider i den modsatte ende af bladet. Igen, til trods 
for dens tilsyneladende primitve udseende, for den gennem 
tykke planker med beundringsværdig lethed. 




Her i Abha-området, hvor Lehi sikkert drejede mod øst, støder den rejsende 
på sådanne bjerge — et vanskeligt terræn, der godt kunne have forårsaget 
„mange trængsler." (1. Ne. 17:1.) Denne smalle wadi er et af de gamle spor, 
der snor sig fra Det røde Hav op til Abha-højsletten. 



Vi huskede Nephis forklaring på sit skibsbyggeri - han 
„forarbejdede ikke tømmeret på den måde, som folk havde 
lært." (1. Ne. 18:2) Han havde åbenbart lært så meget fra 
skibsværfterne langs kysten, at han vidste, at ved at følge 
Herrens fremgangsmåde, afveg han fra „menneskers vis." 
Vi forundres over skibsbyggernes dygtighed. Når de 
formede skibets spanter, valgte de omhyggeligt træ, som 
bøjede naturligt i den ønskede kurve og formede det nøjag- 
tigt med små håndøkser. De bevarede træets naturlige 
bøjninger og brugte fødder og tæer til at holde fast på 
træet, mens de arbejdede. Da vi grundende stirrede ud 
over Det røde Hav, ønskede vi, at Nephi havde medtaget 
lidt flere detalaljer. 



Fødevarer 

På vejen samlede vi flere oplysninger om fødevarer. Til- 
syneladende spiste de gamle ørkenboerer den samme slags 
mad, som nutidens beduiner spiser. I Israelmuseet så vi 
produkter, som lokalt blev dyrket helt tilbage til 1.000 f. Kr. 
Der var byg, hvede, hvidløg, dadelfrø, linser, oliven, nødder 
og agern. Det er indlysende, at alle disse produkter var al- 
mindelige grundfødevarer på Lehis tid. Det er ikke kun nød- 
vendige levnedsmidler i dag, men var det lige så vel i gamle 
dage. Vore venner, som kendte Mellemøstens historie, 
fortalte os gentagne gange, at livsformen i ørkenen ikke 
havde ændret sig væsentligt igennem århundreder. Alle 
oldtidens skrivere, som havde førstehåndskendskab til Den 
arabiske Halvø, beskriver vedvarende rækker af oaser, 
landsbyer og omvandrende nomader langs den rute, som 
Lehi ville have fulgt. 



27 



Mens vi lavede en liste over fødevarer, blev vi klar over, at vi 
ikke kunne overse kamelen. For ørkenboeren er kamelen 
mere end „ørkenens skib". Den repræsenterer en leve- 
måde, en særlig gave fra Gud, et dyr så vigtigt, at det ara- 
biske sprog har over 700 ord til at beskrive alle de forskelli- 
ge kamelracer, deres tilstande og udviklingstrin, Kameler 
bliver 40-50 år gamle, og hunkamelen giver mælk op til fire 
år efter et føl er kommet til verden. Beduiner kan leve i 
måneder, ja selv år ad gangen (og gør det også somme 
tider) blot med kamelmælk og dadler som det funda- 
mentale i deres kost. 

Kamelens mælk er en så kostbar vare, at beduinerne kun 
giver føllet lov til at die uafbrudt i seks uger. Så dækker de 
moderens yver med en lædersæk og giver kun føllet lov til 
at die et par gange om dagen. På denne måde bliver det 
hurtigt vænnet fra. 

Sheik Helwan Habtar fra Abha, Saudi Arabien, forklarede, at 
en mand har brug for ca 4 kameler i ørkenen (hvis han skal 
leve udelukkende af dens produkter); så hvis Lehi havde 
prøvet på udelukkende at leve af sine kamelers produkter, 
ville det have krævet en enorm flok til hans gruppe, som 
bestod af mindst tyve mennesker. Men det er ikke sandsyn- 
ligt, at de fuldstændigt fulgte denne beduinenpraksis, da de 
også jagede vilde dyr, og sikkert også dyrkede afgrøder 
flere steder. 

Nephis bemærkning om, at de spiste „råt kød" (1. Ne. 17:2) 
virkede utiltalende og frastødende på os; derfor blev vi over- 
raskede over at smage det i Cairo, hvor vor ven Angie 
Chukri serverede denne lokale delikatesse for os. Det dryp- 
pede ikke af blod, som vi havde forestillet os, men var kryd- 
ret med hvidløg og andre smagssoffer. Det var tøret i solen 
og havde en mørkebrun farve på ydersiden. Men indeni var 
det lyserødt og blødt at tygge, ikke sejgt som vi havde regnet 
med. Den fremherskende smag var selvfølgelig hvidløg, men 
det gav en sød smag, som forandrede vores forestilling om, 
at det var svært at spise råt kød. Senere så vi råt kød til salg 
i ægyptiske, jordanske og arabiske markeder; det var 
formet som lange pølser og krydret næsten på samme 
måde, som de stykker, Angie serverede for os. Vi fandt det 
interessant, at det arabiske navn, basterma, betyder „råt 
kød". Nephis terminologi var altså ikke blot beskrivende, 
men også det korrekte navn. Var det denne fremgangsmåde 
eller en lignende, som Herren havde lært Nephi at bruge for 
at gøre deres mad „velsmagende", så de ikke behøvede ild 
på den farlige strækning op gennem landet fra Det røde 
Havs kyst til landet Overflødighed? 



Nahom 

Nephi beretter, at Lehis koloni fortsatte mod syd langs Det 
røde Hav og til sidst slog lejr „på et sted, der blev kaldt 
Nahom". (1. Ne. 16:34) Da kolonien igen brød op, „fortsatte 
vi atter vor vandring i ørkenen . . . næsten i østlig retning fra 
den tid af". (1. Ne. 17:1) Røgelsessporet drejer mod øst ved 
den nittende breddegrad; det er muligvis der, Nahom har 
ligget. 
Den landsby, der nu ligger i nærheden af den nittende 



breddegrad, hedder Al Qunfudhah. Vi havde naturligvis 
særlig interesse i at betragte deres begravelsesformer - 
og skikke, for det var sikkert her i nærheden, at Ishmael 
blev begravet. 

Hvis man drejer mod øst fra dette mulige sted for Nahom, 
ender Det røde Havs kyst i den ene høje, forrevne bjerg- 
kæde efter den anden; nogle af dem rager 3.000 m op over 
havets overflade. Et af de gamle røgelsesspor drejer væk 
fra kysten her i nærheden og snor sig mod øst gennem 
Wadi Ababish, op over bjergryggene til landsbyen Suda.og 
forener sig med de andre spor ved karavanebyen Abha, 
Saudi Arabiens regionale hovedstad, som ligger 1800 m 
over havets overflade. 

Terrænet overbeviste os også om, at Lehi virkelig drejede 
mod øst her i nærheden; mangelen på veje gjorde det 
næsten nødvendigt. Udskæringerne på de fremspringende 
klipper var medtaget af vind og vejr og bar igen vidnesbyrd 
om, at karavaner i århundreder havde benyttet denne vej. 
I Abha mødte vi en usædvanlig mand, netop som vi havde 
brug for ham. Helwan Habtar havde taget eksamen fra 
amerikanske universiteter i både politisk videnskab og 
økonomi; han inviterede os til sit hjem, hvor han fremsagde 
sin genealogi 22 generationer tilbage. Tre andre mænd, 
som også var på besøg, fremsagde deres genealogi så langt 
som 13 generationer tilbage. De glædede sig over, at vi ville 
optage det på bånd. 

Vi var så heldige at være i Abha på en tirsdag. Denne dag 
har igennem århundreder været byens markedsdag; det er 
en skik, som går så langt tilbage, at hr Habtar ikke kunne 
fortælle os, hvornår den først begyndte. På markedet er der 
forskellige områder, hvor man kan få honning, røgelse, 
myrra, frugt, grønsager, stof, tøj, æsler, får og kameler. Vor 
opmærksomhed blev først rettet mod de steder, hvor der 
blev solgt røgelse og myrra. Røgelse kommer i gyldne 
klumper på størrelse med spidsen af en finger, mens myrra 
er rødbrunt og kommer i klippeformede stykker eller som 
revne spåner. Røgelsen var forholdsvis billig (10—15 kr 
pundet), men myrra er stadigvæk kostbart, fordi det bruges 
til „medicinske" formål: hver nyfødt baby får lidt myrra 
udrørt i vand for at blive advaret om livets bitterhed; 
brændende myrra i et røgelseskar, anbragt i nærheden af 
et barns sygeleje, hjælper til hurtig helbredelse. En 45-årig 
araber i Jerusalem fortalte, hvordan hans mor havde fået 
ham til at springe over en skål med brændende myrra, når 
han var syg som barn. Nu forstod vi en mulig grund til, at de 
vise mænd bragte Jesusbarnet myrra; det var for at hjælpe 
Maria med at holde ham rask. 

Som vi tidligere har talt om (se Stjernen fra juli), gik Lehi 
uden om Yemen og Hadhramautdalen, som dengang var 
og stadig er tæt beboede egne. Så vidt vi kan afgøre, var 
folkene fra det gamle Ma'an de første, som oprettede et 
kongerige der- 1200 f. Kr. Folket fra Saba, som efterfulgte 
dem, regerede på Lehis tid. 

Der er andet som tyder på, at Lehi ikke rejste gennem 
Yemen og Hadhramaut. Nephi beretter, at de på denne del 
af rejsen spiste råt kød, ikke brugte ild, „gennemgik mange 
trængsler" og endelig ankom til det frugtbare land ved 
havets kyst. (Se 1. Ne. 17:1-5) Hvis de havde fulgt det mest 



28 




Skibsværfterne ved Jiddah. Dette store skib bliver bygget af planker, der fast- 
gøres til træspanter. Man bruger kun håndredskaber, og skibsbyggeren har 
blåtrykkene tegningen i hovedet. Skibe på denne størrelse foretog historiske 
rejser til Kina, Zanzibar og Indien. 

En brønd i Saudi Arabien, omkranset af sten. Vand er den væsentligste be- 
standdel for liv i ørkenen: Folk bosætter sig, hvor der er vand. Det er umuligt 
at bosætte sig, hvor der ikke er vand, og det er farligt at rejse der. Beduinerne 
rejser fra brønd til brønd, og det gjorde Lehi sikkert også. 
Der er graveringer på mange af klipperne langs det gamle røgelsesspor. Denne 
adspredelse, som beskæftigede de trætte kameldrivere, har gennem århundre- 
derne efterladt et tydeligt spor, der har hjulpet nutidens arkæologer til at 
spore de gamle handelsruter. 

Små både, som er trukket op på strandbredden ved Salalah. Forfatterne tror, 
at det var her, Nephi byggede sin båd og begyndte sin rejse på Det arabiske 
Hav. 

Morbærtræet i Mellemøsten er ikke som det store, løvfældende træ, man 
finder in Europa og Amerika. I stedet for er det et robust figentræ, som bille- 
det viser, og det er i stand til at overleve og bære frugt med blot en lille 
smule vand og masser af sol og varme. 



benyttede røgelsesspor, som drejer af og går længere mod 
syd gennem Yemen, ville de være kommet igennem frugt- 
bart land det meste af tiden. 

I stedet for drejede Lehi og hans gruppe næsten mod øst 
langs en kortere, men vanskeligere del af røgelsessporet, 
som løber langs udkanten af Den arabiske Ørken, en af 
jordens største sandørkener, som strækker sig nord og øst 
for Najran. Røgelsessporet løber langs dens sydlige 
grænser. Vi fløj over dele af dette område. Det var et 
område, som lignede månens overflade, ufrugtbar og uden 
bevoksning, bortset fra lidt græs eller et par små buske hist 
og her. Landskabet med de mange wadi'er var dækket af 
brækkede klippestykker, som var spaltet af jordskælv og 
nedbrydninger. Vi må være kommet lige efter en torden- 
byge, for der var vand i mange af wadi'erne. 

(Fortsættes) 





Livets spil 

Af ældste Paul H. DUNN 
De halvfjerds' første Råd 



Nogle af jer bliver sikkert ikke for- 
bavset over at høre, at der er skrift- 
steder om atletik i alle kirkens stan- 
dardværker. En af vore store lærere, 
Robert Matthews, gør os opmærksom 
på nogle atletiske udtryk, som apost- 
len Paulus benyttede i mange af sine 
breve, og han indleder sit værk med 
disse ord: 

„Hvert andet år blev der holdt konkur- 
rencer i Korinth (og naturligvis også i 
andre byer) i alle sportgrene, som 
grækerne kunne lide, såsom løb, 
boksning, spring, brydning, spyd- og 




30 



diskos- kast og i væddekørsel. Sejrs- 
prisen var blot en krans eller krone af 
grankviste eller vedbendblade, men 
vinderen blev hilst velkommen i sit 
fædreland med megen ære. For at 
man kunne kvalificere sig og deltage i 
disse begivenheder var det nødvendigt 
at træne hårdt og længe. Det var ikke 
blot den rene leg for en konkurrence- 
deltager; han måtte disciplinere sig . 
selv og hele tiden gøre sit yderste for 
at blive vinder. Når Paulus prædiker 
evangeliet, henviser han ofte til disse 
atletiske begivenheder. Han taler om 
boksere, brydere, løbere, og hvor de 
skal løbe. Han taler om gladiatorer, 
som kæmper mod vilde dyr, om en 
sejrskrans for vinderen, om mål, om 
belønninger, hård træning, den rette 
kondition, starteren, dommeren og 
frem for alt om viljen til at vinde. De 
første kristne kendte uden tvivl disse 
begivenheder og lege, og derfor benyt- 
tede Paulus disse atletiske udtryk for 
at opmuntre sine tilhørere til at bruge 
evangeliet i deres eget liv, og især for 
at vise dem betydningen af selv- 
disciplin og selvfornægtelse." 
Bror Matthews fortsætter med at sige, 
at Paulus sikkert har stået i et af 
grækernes store stadioner og iagt- 
taget maratonløberne, når de gik frem 
og lagde deres rustning til side. De 
plejede at træne i deres rustning, og 
så tog de den af, når løbet skulle 
begynde. Starteren sendte dem afsted; 
de løb 42 km rundt i den nærliggende 
landsby, tilbage til vejen og sluttede 
løbet på stadion. Ved slutningen af 
løbet gav dommeren sejrsprisen til vin- 
deren. Paulus har sikkert iagttaget et 
sådant løb og har været inspireret 
deraf, da han sagde: 
„Så lad da også os, som har så stor en 
sky af vidner omkring os, lægge alt det 
bort, som tynger, og synden, som så 
let hilder os, og lad os med udholden- 
hed ile fremad i det kapløb, vi har foran 
os, mens vi rette vort blik mod Jesus, 
troens banebryder og fuldender." 
(Heb. 12:1-2) 

Paulus ogdagede igennem sporten 
noget af det største, som træning kan 
tilbyde: viljen til at vinde. Han så disse 
sportshelte kronet med sejr, han så den 
krans, som de havde modtaget, og han 
så sig selv stå som sejrherre og mod- 
tage den største af alle belønninger, 



det evige liv. Paulus vidste, hvordan 
disse mænd kæmpede for sejren; han 
kendte den iver og energi, hvormed de 
gik ind til konkurrencerne, og han for- 
stod, at de kristne kunne lignes med 
dem. De illustrationer, som Paulus 
benyttede, var især anvendelige på 
grund af deres religiøse betydning. 
Ligesom Jesus var Paulus dygtig til at 
bruge illustrationer, som var taget fra 
hverdagens begivenheder. Han frem- 
hævede, at sejrsprisen i evangelisk 
betydning så vel som i sportskonkur- 
rencer er afhængig af vedvarende 
anstrengelser, selvdisciplin og fuld- 
stændig selvopofrelse. 
Lad mig citere fra hans breve. Dette 
skrev Paulus til korinterne: 
„Ved I ikke, at de, der løber på væd- 
deløbsbanen, ganske vist alle løber, 
men kun én får sejrsprisen? (Dette 
var noget som korinterne kunne 
forstå.) Løb således, at I kan vinde 
den! Enhver, der deltager i idræts- 
kamp, er afholdende i alt; de andre for 
at få en sejrskrans, der visner, vi for at 
få en sejrskrans, der aldrig visner." 
Han fortsætter med at sige: „Jeg løber 
derfor ikke på må og få; jeg kæmper 
som en nævekæmper, der ikke støder 
i luften, men jeg er hård mod mit 
legeme og holder det i ave, for at ikke 
jeg, der har prædiket for andre, selv 
skal blive forkastet." (Se 1. Kor. 
9:24-27) 

Læg nu mærke, til, hvad han siger til 
sin ven Timoteus: „Den gode strid har 
jeg stridt, løbet har jeg fuldført, troen 
har jeg bevaret. Så venter mig nu ret- 
færdighedens sejrskrans, som Herren, 
den retfærdige dommer, vil give mig 
på hin dag." (2. Tim. 4:7-8) Paulus gav 
også Timoteus følgende store påmin- 
delse, som jeg gerne vil tale lidt om: 
En atlet vinder ikke sejrskransen, hvis 
han ikke kæmper efter reglerne. (Se 
2. Tim. 2:5) Denne sætning indeholder 
en vigtig lektie. Livet er sammensat af 
interessante regler og vedtægter, og 
man kan kun blive sejrherre, hvis man 
kæmper efter spillets reler. 



Verden har brug for det, du har 

Vi er i bogstavelig betydning sendt til 
jorden for at deltage i et meget betyd- 
ningsfuldt spil, og dette spil har nogle 



vidunderlige regler og vedtægter. Til 
de af os, som har sund fornuft og for- 
ståelsen og evnen til at lytte til træner- 
ne, vil jeg bevidne, at vi har en fantas- 
tisk hovedtræner i Spencer W. 
Kimball. I har hørt om ham, De tolvs 
Råd og andre generalautoriteter, bi- 
skopper, stavspræsidenter, ledere og 
lærere. Tror I, at alle disse mennesker 
holder jer for nar? Eller er de blevet 
sendt i en særlig tid af jeres liv for at 
hjælpe jer med bedre at følge reglerne 
i livets spil? Jeg bevidner, at det sidste 
er tilfældet, og jeg opfordrer jer, som 
deltager i denne konkurrence, til at 
lytte til kloge og nyttige råd. På dette 
tidspunkt af jeres liv, jeres livs spil, må 
I gøre to ting: forberede jer til at møde 
de store udfordringer, som verden 
giver jer, og (2) når I har forberedt jer, 
må I dele det, I har, med verden for at 
gøre den bedre. 

Vor kirke er en missionærkirke. Det 
ved I lige så godt som jeg. Skrifterne 
er fyldt med råd fra vor himmelske 
Fader igennem hans Søn. Lad mig lige 
hurtigt give jer et par eksempler, som l 
allerede kender. Lad os kigge på afsnit 
64 Lære og Pagter. Det er en åben- 
baring, som blev givet til profeten 
Joseph Smith i september, 1831, kort 
efter at kirken var organiseret. Der var 
ikke ret mange medlemmer, men de 
havde et overvældende og frygt- 
indgydende ansvar for at dele, give og 
undervise. Herren sagde følgende til 
sin profet: 

„Da I nu er agenter og går Herrens 
ærinde, så er alt, hvad I gør efter 
Herrens vilje, Herrens gerning. 
Og han har sat jer til at sørge for sine 
hellige i disse sidste dage, så de må få 
en arvelod i Zions land." (L & P. 
64:29-30) 

Lad mig stille et spørgsmål. Hvordan 
kan de opnå det, hvis du og jeg ikke 
giver dem det og giver det villigt og ef- 
fektivt? Han fortsætter: . 
„Og se, jeg, Herren erklærer for jer, 
og mine ord er vise og skal ikke slå 
fejl, at de skal få det. 
Men alt må ske til sin tid. 
Bliv derfor ikke trætte af at gøre godt, 
thi I lægger grundvolden til et stort 
værk, og af de små ting kommer det, 
som er stort. 

Se, Herren fordrer hjertet og et villigt 
sindelag; og den, der er villig og lydig, 



31 



skal i disse sidste dage nyde det gode 
i Zions land." (L &P. 64:31-34) 
Jeg har en personlig oplevelse, som 
omhandler dette princip. I 1940-erne 
modtog min yngre bror en missionær- 
kaldelse til New England. Uden at gen- 
nemgå alle detaljerne, som ikke har 
nogen betydning, blev han sendt til et 
lille samfund i NovaScoti, som hedder 
Kentville. Der tjente han det meste af 
sin mission. Som det er sket for andre 
missionærer, var hans mission til- 
syneladende en fejltagelse med 
hensyn til at døbe mennesker. I ved, 
hvordan ældre brødre driller de 
mindre, når disse ikke har held med 
sig. Sådan var jeg også, og jeg minde- 
de bestandigt min bror om hans fiasko 
som missionær. Tyve år senere blev 
jeg kaldet til at præsidere over den 
samme mission. Ved min første di- 
striktskonference i Halifax, Nova Scoti, 
kom en lille dame hen til mig efter det 
første møde. Hun sagde: „Ældste 
Dunn, har du en bror der hedder 
David?" Jeg bekræftede det. Hun fort- 
satte: „Var han på mission i New 
England?" Jeg sagde: „Ja, det var 
han." Og så gjorde hun noget, som 
alle missionærer vil påskønne. Hun 
bladede alle sine billeder igennem, tog 
et af dem frem og spurgte: „Er det 
ham?" 

Jeg sagde: „Sådan så han ud for tyve 
år siden." 

„Åh," sagde hun, „hvor er han?" 
„Han er i Syd-Californien," svarede 
jeg. 

„Åh, jeg vil så gerne i forbindelse med 

ham. Det var ham, som fik mig ind i 

kirken." 

„Nej," sagde jeg, „du tager feil. Min 

bror fik ikke nogen ind i kirken." 

„Jeg kan ikke lide at rette dig," sagde 

hun, „men . . ." Så hentede hun seks 

andre mennesker, som viste sig at 

være ledere i Halifax distriktet. Hun 

sagde: „Alle disse mennesker kom ind 

i kirken på grund af din bror. Vi takker 

Gud for ham." 

Ud af små ting vil der komme noget 

stort. 



Belær din næste! 

Lad mig fortælle jer om et par oplevel- 
ser. I ved, hvad Herren siger i afsnit 88 



9 Lære og Pagter. Han siger det så 
enkelt, som det kan udtrykkes: „Advar 
din næste." (Se L. & P. 88:81) Jeres 
næste er både dem indenfor og uden- 
for kirken, som trænger til at blive ad- 
varet. 

En af mine bekendte blev alvorligt syg 
for kort tid siden. Jeg skyndte mig til 
Veterans Hospital i Salt Lake City for 
at se, om jeg kunne gøre noget for 
ham. Han har flere problemer. Han er 
ikke særlig aktiv i kirke. Jeg er sikker 
på. at I selv kender sådanne men- 
nesker. 

Han blev overrasket, da jeg trådte ind i 
værelset. „Hvordan kunne du vide, at 
jeg var her?" spurgte han. 
„Åh," svarede jeg, „Herren har sine 
egne måder at give besked om den 
slags." 

Han led af en blodsygdom, som havde 
voldt ham mange lidelser. Det var 
meget alvorligt på grund af hans alder. 
Han havde store smerter i anklerne. 
Da jeg kom for at besøge ham, var han 
ved at spise til middag, så jeg satte 
mig på kanten af sengen og sagde: 
„Vil det hjælpe, hvis jeg masserer dine 
ben et øjeblik?" Det gjorde jeg så og 
spurgte ham: „Må jeg stille dig et 
personligt spørgsmål? Skræmte denne 
pludselige sygdom dig lidt? Ved din 
biskop, at du er her? Bliver du vred, 
hvis jeg fortæller ham det? Vil du 
gerne have en særlig velsignelse?" 
Han nikkede. „Har du tro?" spurgte 

jeg. 

„Nej," svarede han. 
„Har du tillid til mig?" spurgte jeg. 
„Ja," svarede han. 
„Ved du hvad tro er?" spurgte jeg. 
„Nej," svarede han. 
Så begyndte jeg at belære ham. 
Jeg har opdaget, at de fleste 
mennesker ikke kender disse ting, 
fordi de ikke er blevet belært; de for- 
står det ikke. Jeg gav ham en lille 2 V2 
minuts tale om tro. Hvad er evangeliets 
første principper? Tro, omvendelse, 
dåb og Helligåndens gave. Hvis vi går 
tilbage og ser på begrebet tro, hvad 
står der så? Tro på den Herre Jesus 
Kristus. 

Somme tider glemmer vi den sidste 
del. Jeg belærte ham om dette princip. 
Han havde aldrig før hørt om det, skønt 
han var 62 år og født og opvokset i 
kirken. 



Jeg havde naturligvis bemærket, at 
der lå fire andre mænd på stuen. Der 
var intet privatliv på denne stue. Jeg 
bemærkede, mens jeg underviste 
(selv om jeg ikke forsøgte at holde 
tale; det var blot mellem min bror og 
mig), at de andre anstrengte sig for at 
høre efter. Så da jeg rejste mig for at 
anbringe mine hænder på min vens 
hoved, blev jeg af ånden tilskyndet til 
at spørge de andre mænd på stuen: 
„Mine herrer, må jeg få Deres 
opmærksomhed et øjeblik?" De rejste 
sig alle op i sengen. „I har sikkert 
bemærket, at jeg er her for at besøge 
min ven, som ligesom I er syge. Jeg er 
hans hjemmelærer. Vi er vedlemmer af 
Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hel- 
lige — mormoner. Jeg har ikke haft 
mulighed for at lære jer at kende; jeg 
ved ikke, hvad I tror på, men vi tror, at 
vi skal hjælpe hinanden åndeligt. Det 
er det, jeg prøver at gøre her i aften. 
Jeg vil give denne mand en særlig vel- 
signelse." Så fortalte jeg dem i korte 
træk, hvad dette betød. Jeg fortsatte: 
„Jeg forventer ikke, at I skal bifalde 
det eller afvise det, men har I noget 
imod at være ærbødige et øjeblik, 
mens jeg udfører denne handling for 
min ven?" De kiggede blot på mig. Så 
lagde jeg mine hænder på hans hoved 
og velsignede ham. Ånden rørte os 
begge, og denne mand, som sandsyn- 
ligvis ikke har været i kirke i 22 år, 
græd uden at skamme sig. Da jeg var 
færdig, omfavnede vi hinanden, og jeg 
sagde: „Må jeg stille dig et personligt 
spørgsmål? Har jeg fornærmet dig?" 
„Åh nej, bror Dunn," svarede han, 
„dette er et af de helligste øjeblikke i 
mit liv. Tak." Da jeg vendte mig for at 
gå, var der fire andre som ønskede 
velsignelser; og de to af dem var ikke 
engang medlemmer af kirken. I sidste 
dages hellige, behøver ikke at skamme 
jer over, hvem I er, eller hvad I er. Vi vil 
allesammen få øjeblikke, hvor vi kan 
belære andre, når vi deler denne 
værdifulde gave, som vi ejer. Jeg 
beder Gud om, at vi må forstå betyd- 
ningen af dette. 

I kan gøre alt det, som I blev sendt her- 
ned for at gøre. Husk, at det er en 
vigtig konkurrence. Det er livets spil. I 
vil vinde, hvis I overholder reglerne. I 
vil finde jer selv og Herren, og så vil I 
dele evangeliet med andre. 



32 




Vogt mine får 



AfTHEOE. McKEAN 



Fine og udsøgte retter kan måske nok vække appetit- 
ten, men da: jeg var dreng, var der ikke noget, som kunne 
stå mål med et almindeligt stykke varmt, hjemmebagt brød 
med smør; det var noget, jeg ofte fik, når jeg kom hjem fra 
skole. Min mor vidste, hvad der var bedst for hendes børn. 
Hun forstod os; hun elskede os; og hun hjalp os — på den 
eneste og mest effektive måde. 

Som følge deraf har det ikke været vanskeligt for mig at 
forstå, hvorfor vor Herre henviste til sig selv og evangeliet 
som „livets brød" (se Joh. 6:32—35). Det eller ikke van- 
skeligt at indse, at „igennem århundreder... er hans 
lærdomme forblevet enkle, magtfulde og direkte, for det var 
de bestemt til at være." (Ældste Boyd K. Packer: Teach Ye 
Diligently, side 19. Deseret Book Co., Salt Lake City, 1975) 



mærke til, hvad han underviste i. Vi kan også holde øje 
med, hvordan han gjorde det, så vi kan gå og gøre ligeså, 
når vi får besked på at vogte hans får. (Teach Ye Diligently, 
side 19) 

Mange metoder og hjælpemidler kan benyttes i undervis- 
ning, men når alt er sagt og gjort, vil grundreglerne som 
regel bestå af (1) forelæsning, (2) spørgsmål og svar, og (3) 
tilbageblik." (Samme side 224) 

Forelæsning giver læreren mulighed for at forkynde — og 
eleven mulighed for at høre — evangeliets grundlæggende 
sandheder. Spørgsmål og svar giver eleven mulighed for 
yderligere at undersøge, præcisere og forstå disse sand- 
heder. Tilbageblik opmuntrer eleven til at gennemtænke, 
afprøve og bygge på de sandheder, som han har lært. 



At undervise på samme måde, som Frelseren 



Forelæsning 



Som lærere eller vordende lærere i evangeliet er en af vore 
største udfordinger at udvikle evnen til at undervise enkelt 
og tydeligt, som Frelseren gjorde det. 
Der er intet kompliceret eller vanskeligt i den måde, hvorpå 
Frelseren griber undervisning an. Ældste Boyd K. Packer 
har sagt: „Vi kan i tankerne gå tilbage til den tid, da han 
tjente blandt menneskene. Vi kan omhyggeligt lægge 



Læreren må ikke betragte forelæsningen blot som en livløs, 
mundtlig udgydelse. I stedet for bør den være åndeligt ind- 
bydende og tilfredsstillende for sjælen. 
Frelseren, hvis eksempel som lærer vi altid bør følge, gav 
kun det sande livets brød. Det var op til den enkelte, hvilken 
del eller hvor meget af brødet, der blev serveret. Portioner- 
ne afhang i høj grad af, hvor parat eleven var til at forstå 



33 



sandhed, og hvor villig han var til at adlyde den; men de var 
altid enkle, tydelige og åndeligt nærende. 
Ældste Packer siger endvidere: „Når vi studerer de 
metoder, som Jesus anvendte i sin undervisning, vil vi 
lægge mærke til, at der var ét princip, som han benyttede 
mere end noget andet. Hvis vi også forstår dette princip og 
benytter det, vil det — måske mere end noget andet, som vi 
kunne lære om hans undervisningsteknik — gøre os til 
bedre religionslærere. Pædagoger henviser til det som 
princippet om apperception (genkendelse). 
Apperception, defineres som processen med at forstå 
noget ved at benytte eksempler fra et menneskes tidligere 
erfaringer . . .' Det betyder, at hvis vi skal undervise i noget 
som er vanskeligt, f.eks. ærlighed, ærbødighed eller 
kærlighed, bør vi begynde med elevernes egne erfaringer 
og tale om det, som de allerede forstår. Når vi så overfører 
til, eller sammenligner med det, som vi ønsker, de skal 
forstå, vil de være i stand til at opfatte meningen." (Samme 
side 20) 

Jesus begyndte ofte sine belæringer med en bemærking 
som f. eks.: 

„Himmeriget er ligesom . . ." Hvorefter han fortsatte med at 
sammenligne riget med noget som de allerede forstod. For 
en mere indgående drøftelse af dette princip — se næste 
artikel: „Anvendelse af princippet om apperception i under- 
visningen". 

Princippet om apperception kan varieres lidt ved benyt- 
telsen af visuelle hjælpemidler. Frelseren benyttede mest 
dem, der helt naturligt fandtes i omgivelserne. Når Jesus 
henviste til figentræer, mønter, liljer, o.s.v. var de sikkert 
indenfor elevens synsvidde. 

Ældste Packer giver nogle gode retningslinier i benyttelsen 
af visuelle hjælpemidler, især de som er lavet af 
mennesker. 

Han siger: „Anvend kun visueller hjælpmidler med måde. 
De bedste er i virkeligheden de mest enkle, som også er 
lettest at få fat på. Stort set tror jeg ikke, at ret mange 
hjælpemidler overgår tavlen: For det første, fordi den er let 
at benytte, og for det andet, fordi den findes alle vegne — 
over hele verden kan man få fat på en tavle. Den kan bruges 
som det sted, hvor eleverne retter blikket, medens lektien 
præsenteres. Mens man taler, skriver man lige nok på tav- 
len til at holde deres opmærksomhed fangen og give dem 
en idé om indholdet, men aldrig så meget, at det afleder 
deres opmærksomhed fra lektien og bliver mere interes- 
sant end det, man selv fortæller. Den mest almindelige fejl, 
som begås, når man benytter skrevne ord som visuelle 
hjælpemidler, er nok, at man ikke synkroniserer syn og lyd. 
Denne fejl er så almindelig, at man kun en gang imellem 
ser dette princip anvendt korrekt. Hvis man vil skrive nogle 
ord på tavlen, har skrevet dem på en plakat eller benytter 
en flonelstavle eller en fremviser, bør eleven se med øjnene 
medens de hører med ørerne . . . Audio og visuelle hjæl- 
pemidler i en klasse kan være en velsignelse eller en forban- 
delse, afhængig af hvorledes de benyttes. De kan sammen- 
lignes med krydderier og smagsstoffer i maden. De bør 
benyttes sparsomt for at fremhæve visse punkter og for at 
gøre lektien interessant." (Samme siderne 223-225) 



Anvendelse 

af 
princippet 

om apperception i 

undervisningen 

Af ældste BOYD K. PACKER 



Når vi studerer de metoder, som Jesus anvendte i sin 
undervisning, vil vi lægge mærke til, at der var ét princip, 
som han benyttede mere end noget andet. Hvis vi også 
forstår dette princip og benytter det, vil det - måske mere 
end noget andet, som vi kunne lære om hans undervis- 
ningsteknik - gøre os til bedre religionslærere. Pædago- 
ger henviser til det som princippet om apperception 
(genkendelse). 



Forståelse ved hjælp af tidligere erfaringer 

Apperception defineres som „processen med at fortså 
noget ved at benytte eksempler fra et menneskes tidligere 
erfaringer." Det betyder, at hvis vi skal undervise i noget 
som er vanskeligt, f.eks. ærlighed, ærbødighed eller 
kærlighed, bør vi begynde med elevernes egne erfaringer 
og tale om det, som de allerede forstår. Når vi så sammen- 
ligner med det, som vi ønsker, de skal forstå, vil de være i 
stand til at opfatte meningen. 

Jesus beherskede virkelig denne proces. Enhver, der 
ønsker at se gode resultater i sin undervisning i hjemmet 
og i kirken, vil finde det berigende at analysere, hvorledes 
Frelseren benyttede dette princip, og han vil forstå, hvorfor 
Frelseren benyttede det så ofte . . . 

Benyt konkrete ting som hjælp til at undervise 
i de abstrakte 
Hvis vi på en eller anden måde kan forbinde tro med noget, 
som eleven allerede kender, noget, som er konkret og „til at 
tage og føle på", så bliver det meget lettere at undervise i 
dette princip. Så kan vi forme ordene til at beskrive det, og 
vi kan lave historier om det. Vi kan måle det, og, endnu 
bedre, vi kan tegne billeder af det. Vi kan vise det frem i 
farver eller præsentere det som en formålslektie. På denne 
måde vil vi være i stand til at fange elevernes interesse, 
fordi de som regel er mere interesseret i det, de ved noget 
om, end de er i ting, de ikke forstår. 

Bogstaverne i alfabetet kan laves til ord, som så bliver sym- 
boler på genstande i den konkrete verden omkring os. Vi 
kan åbne en bog, som er fyldt med symboler, og når vi 
læser dem, kan vi „se" de ting, som symbolerne repræsen- 
terer. På lignende måde kan hverdagsagtige ting, som vi 
allerede kender, repræsentere abstrakte, usynlige begre- 



34 



ber. Vi kan lære at „læse" disse symboler og „se" det, som 
de repræsenterer, som f. eks. tro, kærlighed og lydighed. 
Det var på denne måde, Jesus underviste. Sådan kan vi 
også lære at undervise. Hvis vi lærer at undervise, som 
Jesus gjorde, kan vi undervise vore egne børn og vor him- 
melske Faders andre børn „i alle ting, som tilhører Guds 
rige og er nyttigt for dem at forstå." (L. & P. 88:78) 
Der er en praktisk måde, hvorpå tro og alle andre abstrakte 
begreber kan forvandles til noget konkret, og noget, som 
kan læres. Der er faktisk en formular, som vi kan anvende. 
Denne formular vil være en umådelig hjælp for lærere, 
især religionslærere. Den kan også hjælpe forældre med 
at belære deres børn om vanskelige principper. 
I første omgang virker denne formular måske for enkel til at 
kunne være til nogen nytte. Men når vi undersøger den og 
begynder at eksperimentere med den, opdager vi, at den er 
meget anvendelig. 

Jeg vil lige minde jer om, at denne undervisningsmetode 
kommer fra Det nye Testamente. Jeg vil også minde jer om, 
at Jesus underviste uoplyste tilhørere i evangeliets usynlige, 
abstrakte begreber. Når han underviste i tro, kærlighed, 
broderskab og omvendelse, benyttede han teknikken med 
at sammenligne de abstrakte, usynlige begreber med vel- 
kendte, hverdagsagtige genstande, som hans elever 
allerede kendte. Dette kaldes for apperception, og for- 
mularen ser således ud: 
er ligesom 

På den første, blanke linie skriver du den idé eller det 
begreb, som du skal undervise i. Du skriver f.eks. Tro. 
Tro er ligesom 

Brug nu din fantasi og tænk på en konkret genstand, som 
eleverne kender, og som kan sammenlignes med tro. Jo 
mere hjemligt, mere dagligdags og almindeligt det er, jo 
bedre bliver din illustration. Du kan evt. benytte følgende: 
Tro er ligesom Et sædekorn. Tro er virkelig som et 
sædekorn — det syntes Alma i hvert fald: 
„Nu vil vi sammenligne ordet med et sædekorn. Hvis I giver 
plads til, at et sædekorn kan sås i jeres hjerter, og det er 
ægte eller godt, og I ikke kaster det ud ved jeres vantro og 
derved sætter jer op imod Herrens ånd, da vil det begynde 
at svulme i brystet, og når I mærker denne svulmen vil I 
begynde at sige til jer selv: Det må sandelig være en god 
sæd, eller ordet er godt, thi det begynder at fylde min sjæl, 
ja, det begynder at oplyse min forstand, ja, det begynder 
at blive mig behageligt. 

Ville det ikke gøre jeres tro større? Jeg siger jo; men 
alligevel er den ikke blevet til fuldkommen kundskab." 
(Alma 32:28-29) 

Læg mærke til, at tro er blevet omdannet til en konkret 
genstand, som eleverne kender. Nu har I noget, som man 
kan „tage og føle på". Tro kan sammenlignes med et 
sædekorn. Jesus benyttede følgende illustration: „Hvis I har 
tro som et sennepsfrø, kan I sige til dette bjerg: ,Flyt dig 
herfra og derhen,' så skal de flytte sig." (Matt. 17:20) Ved at 
anvende bjerget i sammenligningen kommer størrelse ind i 
billedet og gør lektien mere forståelig og virkningsfuld. 



Når I først har sammenlignet tro med noget konkret, kan I 
danne billeder af det, beskrive det, måle det; I kan fortælle 
om størrelsen, formen, farven, strukturen; I kan tegne det på 
tavlen, finde et billede, vise lysbilleder eller benytte flonel- 
stavlen. I kan vise rigtige sædekorn som en formålslektie — 
f.eks. et sædekorn (frø) til grønsager eller en sten fra en 
frugt. 

Giv eleverne nogle sædekorn, som de selv kan så i en 
urtepotte. Læreren kan også medbringe to planter, hvoraf 
den ene har fået tilstrækkelig sol og vand, medens den 
anden er vissen, for som Alma at demonstrere at tro skal 
næres. 

Når læreren benytter sådanne sammenligninger, kan 
eleverne snart „se" hvad tro er, og de begynder at forstå og 
kende et af evangeliets principper. 



Apperception er nøglen til at undervise i evangeliet 

Apperception kan benyttes i mange lektier for at undervise i 
så abstrakte begreber som tro, kærlighed og ærbødighed. 
Undervisning i disse begreber kan være meget effektiv og 
få stor betydning, selv for mindre børn. Det er af stor 
betydning for lærere i hjemmet eller i kirken at kende dette 
princip. Det er ikke nødvendigt at hakke og stamme og kun 
undervise halvt i disse dyder, når de kan undervises med 
gode resultater. At kende dette princip er en meget vigtig 
nøgle i undervisningen af Jesu Kristi evangelium. 
Lad os prøve med en anden illustration. Tag et emne som 
omvendelse. 



omvendelse er ligesom 



Hvad kan man sammenligne omvendelse med? Det skal 
være noget dagligdags og almindeligt, som alle kender. Vi 
kan f.eks. bruge sæbe. 

omvendelse er ligesom sæbe 



Følgende kan forklare denne idé: 

Omvendelse er livets sæbe. Når det benyttes rigtigt, kan det 
rense os fra vore overtrædelser; alligevel vedbliver nogle 
mennesker at være snavsede. Hvorfor? Hvorfor er der så 
mange mennesker, som ikke benytter omvendelsen, når 
den øjeblikkelig og bestandig er til rådighed for enhver? 
Man kan illustrere omvendelsens misbrug på denne måde: 
Beskriv et pænt hvidt lommetørklæde, rent og uberørt, som 
falder ned i mudderet. Hvis det kan vaskes omhyggeligt, 
bliver det rent igen. Men forestil jer, at man taber det i 
mudderet igen og vasker det igen; forestil jer, at det sker 
gang på gang. Lommetørklædet bliver snart gråt og gen- 
nemfarvet af snavs, og selv med stærk sæbe bliver det 
vanskeligt at få rent. 

Jeg præsenterede engang denne formular for nogle 
seminarlærere og bad dem om at lægge hjernen i blød og 
finde måder, hvorpå de kunne undervise i omvendelse. I 
løbet af en times diskussion fandt vi frem til et dusin 
situationer fra livet, som kunne anvendes. 



35 



Brug fantasien 



For at gøre lektien tydelig 



Man må være klar over, at ingen sammenligning eller 
henvisning vil virke tilfredsstillende — selv ikke de, som 
Herren benyttede — hvis man er for bogstavelig eller for 
teknisk. Man må bruge sin fantasi. 

Jeg mindes en lærer, som hævdede, at omvendelse slet 
ikke er som sæbe. For den sags skyld er Himmeriget heller 
ikke som et net, og farisæerne er ikke som hvidkalkede 
grave. Man har brug for lidt god fantasi. Hvis man ikke 
prøver på at udvikle det, bliver man en meget kedelig lærer. 
Hvis man er fast besluttet på at være bogstavelig, vil ingen 
apperceptiv (genkendelig) henvisning være god nok. 
Nu da I har en idé om, hvordan princippet om apperception 
virker, vil det være en hjælp igen at kigge i skrifterne og se 
mange illustrationer af denne undervisningsmetode. Jesus 
benyttede altid velkendte genstande og oplevelser i sin 
undervisning. Ved at studere disse eksempler vil man op- 
dage, at mange af dem er meget almindelige illustrationer. 
Ved at give velkendte eksempler, begyndte Jesus på til- 
hørernes plan og åbnede mulighed for en belærende 
oplevelse. 

Noget, som Jesus havde til fælles med de fleste af dem, han 
underviste, var grundlæggende livserfaringer. Fra de 
opløsninger, vi kan hente om hans personlige liv, kan vi 
slutte, at han af sine samtidige er blevet betragtet som et 
gennemsnitsmenneske. Hans lærdomme afspejler verden, 
som den så ud på hans tid. 

Han var på bølgelængde med sine tilhørere. Han henviste 
ofte til den religiøse i instruktion, som var yderst vigtig for 
ethvert barn på den tid . . . 



Almindelige, hverdagsagtige ting 

Bjergprædikenen er et godt eksempel på Jesu under- 
visningsmetode . . . 

I hans lignelser kan man finde rige kilder af tydeligt apper- 
ceptivt materiale. I disse historier henviser han til 
oplevelser, som dengang var almindelige for jævne men- 
nesker i Palæstina, eller han henviser til velkendte be- 
stemmelser i Moseloven. 

Han taler om høns, kyllinger, fugle, blomster, ræve, træer, 
tyve, landevejsrøvere, solnedgange, den rige og den fattige, 
lægen, om at lappe tøj luge ukrudt, feje huset, fodre grise, 
tærske korn, opbevare i lader, bygge huse, ansætte 
hjælpere og meget andet. Ingen af disse ting er mystiske 
eller ukendte, og de er alle taget ud af det virkelige liv, 
hverdagsagtige oplevelser for dem, han underviste. 



„. . . Er vi ligesom . . ." 

Han sammenlignede altid den konkrete verden rundt om- 
kring os med den abstrakte verden indeni os. Gentagne 
gange benyttede hen ordene „er ligesom" eller „er at 
ligne..." 



I må huske på, at Jesus ikke blot talte til mennesker på hans 
tid om deres oplevelser og omgivelser. Han belærte dem 
ikke om høns og kyllinger. Han brugte hønsene og kyl- 
lingerne for at belære dem om noget andet. Han forbandt 
disse oplevelser i den synlige verden med den indvendige, 
usynlige verden. Han overførte og sammenlignede, så 
lektien blev tydelig . . . 

Anvendelsen af de principper han underviste, var det 
vigtigste. I henvisningen til salt (Matt. 5:13) var han f.eks. 
ikke interesseret i at minde tilhørerne om dette meget 
almindelige krydderi — så almindeligt, at det normalt ville 
være et ret uinteressant emne. Ordet salt, som han 
benyttede det, blev ikke anvendt for at fortælle dem, 
hvordan de skulle spise, men det var snarere et springbræt 
til at forbinde hans elevers tidligere oplevelser med større, 
mere betydningsfulde og omfattende belæringer. 
Vi nævnte tidligere, at det er svært at undervise i sådanne 
begreber som tro, omvendelse og ydmyghed, fordi man ikke 
kan danne sig et klart billede af dem. De har ingen størrelse, 
form, struktur eller farve; derfor er det vanskeligt at 
forestille sig disse begreber. Men ved at anvende Jesu 
metode vil vi være i stand til at undervise effektivt i dem. 
Vi kan finde idéer for sammenligninger og henvisninger alle 
vegne; vore omgivelser er fyldt med dem, hvis vi blot vil 
åbne øjnene. Tænk over følgende illustration: 



En ny verden 

Under den 2. verdenskrig var jeg på officerskole i Thunder- 
bird Field i nærheden af Scottsdale, Arizona. Somme tider 
tog vi til Phoenix i week-enden, og søndag eftermiddag 
måtte vi så tilbage til basen. Dengang var Scottsdale, 
Arizona, en landlig forstad til Phoenix, og den blev ikke 
betragtet som ret meget mere end et gadekryds. 
En søndag havde temmelig mange af os ikke fået kørelejlig- 
hed, så vi begyndte den lange spadseretur tilbage til basen. 
Mens vi travede afsted, kom en gammel bil kørende, og en 
herre tilbød os kørelejlighed. Der var ikke plads til os alle- 
sammen i hans gamle bil, men der var nogle små trin uden 
for dørene, hvorpå vi kunne stå, og så kørte han langsomt 
afsted, mens vi muntert sludrede. Der var mange, som 
beklagede sig over ørkenen, og over hvor tør og død og 
livløs den var. Til sidst standsede manden bilen og sagde, at 
der var noget, han gerne ville vise os. 
Han fortalte os, at han var lærer i naturvidenskab, og vi til- 
bragte nogen tid med at vandre omkring i ørkenen. Han 
viste os planter og dyr og levende ting og åbnede vore øjne 
for en ny verden. Han udpegede visne og næsten døde 
planter. 

„De venter allesammen på forårsregnen," sagde han. „Tag 
f.eks. dette," sagde han og pegede på en vissen klump af 
tørre planter, sæt det i vand, og i løbet af få timer vil det 
folde sig ud og blive grønt. Hvis I studerer det mere 
indgående, vil I opdage, at det i virkeligheden er en meget 



36 



smuk plante; den bliver ikke bemærket, fordi ingen bøjer 

sig ned for at se den." 

Siden den dag så jeg på ørkenen med nye øjne. Jeg fandt 

den smuk og umådelig interessant. 

Når vi lærer at forstå princippet om apperception, åbner 

der sig en helt ny verden for vore øjne. Alle vegne finder vi 

relevante eksempler. 



Dette undervisningsprincip åbner for en verden af visuelle 
hjælpemidler. Når vi behersker det, kan øjnene føjes til vore 
kommunikationsmidler. Ved at benytte eksempler, som vore 
elever bogstaveligt kan se, vil vi kunne få dem til at „se" 
usynlige begreber. Et billede er bedre end tusind ord. 
Når en lærer begynder at se sig omkring efter noget, som 
han kan „ligne" sine belæringer med, opdager han en ny 
verden. Han opdager, at det at realisere et ideal, somme 
tider betyder at han må idealisere virkeligheden. 



Spørgsmål og svar 




Det var på denne måde, Jesus underviste. 

Sådan kan vi også lære at undervise. 

Hvis vi lærer at undervise, som Jesus 

gjorde, kan vi undervise vore egne børn 

og vor himmelske Faders andre børn 

„i alle ting, som tilhører Guds rige 

og er nyttigt for dem at forstå". 

(L.&P. 88:78) 



Frelseren benyttede også spørgsmål og svar som en vigtig 
undervisningsteknik. Men han forstod at benytte dem på en 
enestående måde. Han skubbede i almindelighed ansvaret 
for at lære over på eleven. Det gjorde han ved at forme sine 
spørgsmål og svar på en sådan måde, at eleven selv blev 
nødt til at beskæftige sig med emnet. Således fik eleven 
indsigt og forståelse ved selv at analysere grundlæggende 
sandhedsprincipper. 

Frelseren stillede spørgsmål som f.eks.: „Jeg har kaldet jer 
til at være jordens salt; men om saltet mister sin kraft, 
hvormed skal jorden da saltes?" (3. Ne. 12:13) eller „Hvor- 
for ser du skæven, som er i din broders øje, men bjælken i 
dit eget øje lægger du ikke mærke til?" (3. Ne. 14:3) Sådan- 
ne spørgsmål er typiske eksempler på Frelserens eneståen- 
de måde til at hjælpe eleven med at gøre evangeliet tydeligt 
og forståeligt og hjælpe ham til personligt at kunne 
anvende det. 

Frelseren besvarede ofte et spørgsmål ved at stille et andet 
spørgsmål. Eleven ville så besvare sit eget spørgsmål ved at 
besvare Frelserens spørgsmål! 

„I kan benytte den samme teknik. Når en elev stiller et 
spørgsmål ... så lad være med at besvare det uden først at 
have givet eleverne tid til at diskutere det og måske selv 
besvare det. Det er så let for en lærer hurtigt at besvare 
enkle spørgsmål og at udelukke en samtale, som måske 
kunne have ført til en livlig klassediskussion. 
Den fortstandige lærer svarer f. eks. klogt og elskværdigt: 
,Det er et interessant spørgsmål. Hvad mener klassen om 
det?' ,Er der nogen i klassen, som kan hjælpe med at 
løse dette interessante problem?' Det er enkle spørgsmål, 
som involverer hele klassen og gør deres sind levende og 
modtagelige for belæringer." (Teach Ye Diligently, siderne 
55-56) 



Tilbageblik 

Frelseren undersøgte ofte elevens forståelse ved at bede 
ham om at tænke tilbage på de sandheder, som lektien 
havde lært ham. (Se feks. Lukas 10:36-37) Et sådant til- 
bageblik blev ofte efterfulgt af denne opfordring: „Gå du 
hen og gør ligeså!" (Luk. 10:37) 

Således kan vi begynde at fatte, hvor enkelt, men tydeligt og 
effektivt Frelseren underviste; hvordan han gav sin Faders 
får livets brød. Lad os gå hen og gøre ligeså. 



37 




Hakon Mielchesom 
prismodtager 

Lørdag den 18. juni fik forfatteren, 
globetrotteren og eventyreren Hakon 
Mielche overrakt ,,Momonkirkens ob- 
jektivpris." 

Han fik den for sin fordomsfri måde at 
skildre mormonsamfundet i Utah, og 
for sin redelige behandling af kirkens 
historie, i sine artikler og bøger — 
skildringer, der aldrig skæmmes af 
sensationstrang og letkøbt afskriv- 
ning af tredjerangs ,, oplysningsvær- 
ker" men altid bygger på kendsger- 
ninger og selvoplevelser eller person- 
lige samtaler." 

Prisen består som bekendt af et di- 
plom samt en kæmpestor kopi af 
Maya- 5 Alterstenen fra Tikal i Guate- 
mala. (Stenen er mere end 1 m i dia- 
meter) og overraktes af missionspræ- 
sident Roger Hansen og pressekonsu- 
lent Jørgen W. Schmidt. 
Jørgen W. Schmidt motiverede udvæl- 
gelsen af Hakon Mielche på følgende 
måde: 

,,l 1938 foretog han en rejse gennem 
USA med en meget diger bog som re- 
sultat: ,,Ovre i Staterne". I den er 
der et par kapitler om mormonkirken, 
Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hel- 
lige, en beretning, som, sagde 
Schmidt, han selv ikke kunne have 
skrevet mere positiv. 
I 1976 foretog Mielche påny den 
samme rejse og skrev om den i Fa- 
milie Journalen og Jyllands Posten. 
Og hans beundring og respekt for 
mormonkirken og dens medlemmer 



var ikke blevet mindre efter det nye 
besøg i Salt Lake City i mormonsta- 
ten Utah. Det blev nogle vældig gode 
skildringer." 

Hakon Mielche kvitterede bevæget for 
æren og fortalte om sine oplevelser 
i Mexico og Guatemala, hvor han bl.a. 
blev venner med en anden berømt 
dansker, eventyrer Franz Blom. Hakon 
Mielche fornægtede ikke sit talent 
som fortæller, og de mange tilhørere 
(over 400) jublede over hans beretnin- 
der. 

Tidligere har programchef Mogens 
Hansen — Danmarks Radio — samt 
grosserer Kent Gade Olesen modtaget 
objektivprisen. 
JWS. 

Månedens grensavis i Aalborg er en hel 
lille „Stjerne" i sig selv. Fra juni må- 
ned har vi tilladt os at aftrykke føl- 
gende lille historie: 



„En frelser og en 
dommer" 

I midten af 1800-tallet rejste en ung 
sagfører med diligence til sit bestem- 
melsessted nær kolonisationsgræn- 
sen i det vestlige USA. 
En ung kvinde og hendes spæde søn 
var de eneste øvrige passagerer. Un- 
der turen ramte et af vognhjulene ved 
et uheld en stor sten, som ragede frem 
i den ene side af den snævre vej. 
Det uventede stød kastede kusken ud 
af sædet højt over passagererne og 
sendte hestene af sted i vild galop hen 
ad det snoede spor. 
Sikker på at en ulykke og dermed 
følgende alvorlige kvæstelser var 
uundgåelige forsøgte den skræmte 
kvinde at kaste sit barn ud af vinduet. 
Den unge mand handlede roligt og vel- 
overvejet i denne vanskelige situation 
og forsikrede hende om, at hendes 
situation ikke var fortvivlet, og det lyk- 
kedes ham derefter med umådelig 
færdighed at klatre ud igennem vin- 
duet, op på kuskesædet og standse 
hestene. 

Efterhånden som tiden gik blev den 
unge sagfører en fremtrædende mand 
indenfor sit felt og blev til sidst ud- 
peget som distriktsdommer. Blandt 



de mange sigtede, som blev bragt 
frem foran ham var en 22-årig mand, 
som var anklaget for mord. Den unge 
mand blev fundet skyldig. 
Da dødsdommen blev udtalt, udbrød 
den unge mand bittert: „Hvordan kan 
det være, Deres Højhed, at De for tyve 
år siden frelste mit liv og i dag be- 
stemmer, at jeg skal dø???" 
Dommeren lænede sig fremover og 
stirrede på den unge mand, medens 
han i sin hukommelse gik mange år 
tilbage. Så sagde han langsomt : 
,,Min dreng, i går var jeg din frelser, 
i dag er jeg din dommer. Dengang var 
jeg fri til at være barmhjertig, nu er jeg 
bundet af loven. Retfærdigheden må 
ske fyldest." 

(Hvordan er vores „Stilling" i dag hvis 
vi blev stillet over for den største 
dommer — engang vil vi alle blive 
dømt) red. 



Hvad betyder det? 

Stjernens minileksikon 

Vi vil hver måned bringe en kort ar- 
tikel om nogle af de ord vi bruger i 
vort kirkesprog. Vi bruger mange ord, 
som det er naturligt for os at anvende 
når vi taler sammen, men som vi ikke 
altid forstår den fulde betydning af. 
Vort første ord er: ,, Vidnesbyrd" 
Ordet kommer fra oldnordisk (oldis- 
landsk — ca. 800-1200): vitnisburdr. 

1. led: vidne er afledt af vide (op- 
rindelig betydning: vidnesbyrd). 

2. led: byrd betyder oprindelig: ,,det 
at bære" eller egentlig ,, vidneudsagn, 
der bæres frem". 

Aflægge vidnesbyrd-sådan som vi 
bruger det er altså at bære vidne- 
udsagn frem, om det, vi ved er sandt. 
Det kan også være udtalelse om en 
persons evner, flid osv. : han fik et 
godt vidnesbyrd af sin chef. 
J.L. 



Stjernen for 50 år 
siden 
Årgang 1 927 

Januarnummeret indeholdt en stati- 
stik for 1926 der viste at man havde 



38 



haft 30 missionærer, solgt 236 eksem- 
plarer af Mormons Bog, uddelt 
157.091 skrifter, haft 10.123 evange- 
liske samtaler {337 pr. missionær) af- 
holdt 1886 møder, døbt 60 og 14 emi- 
grerede. 



Der var i hele Danmark 74 ældster, 
35 præster, 42 lærere, 20 diakoner, 
1533 medlemmer og 143 børn. (I 
Norge var med lemstal let 1 648) 



Stjernen kostede Kr. 6,00 for en hel 
årgang, men så var den også indbun- 
det. 



I USA dræbtes der daglig 84 menne- 
sker ved bilulykker (!) og i Salt Lake 
City var der 2205 bilulykker, hvorved 
19 personer omkom. Endvidere om- 
kom 3 ved kælkning (!) og 1 ved spor- 
vognsulykker. Byen havde dengang 
135.000 indbyggere. 



Senere missionspræsident Holger P. 
Petersen var missionær og bl.a. råd- 
giver til grenspræsidenten i Aarhus. 
Den 26. juni skrev han følgende brev: 

Missionspræsident 
Joseph L. Petersen. 



Kære Broder! 

Ifølge Deres Ønske var vi for nogen 
Tid siden ude i Byer omkring Aarhus 
for at afholde nogle Friluftsmøder. 
I Grenaa, hvor vi straks af den sted- 
lige Politimester fik Tilladelse at af- 
holde Møder, afholdt vi to velbesøgte 
Møder, men maatte desværre afbryde 
det andet Møde paa Grund af Regn- 
vejr. 

Næste Dag var vi i Thorsager, der 
var det lidt vanskeligt at faa Tilladelse, 
fordi Præsten var imod os; men vi fik 
Tilladelsen. Præsten mødte en halv 
Time før Mødets Begyndelse og prø- 
vede at beskæmme os, han opførte 
sig saa upassende, at Tilhørerne vend- 
te sig imod ham. Præsten indrøm- 
mede overfor Forsamlingen at Barne- 
daaben var ikke brugt i Kristi Dage, og 
at Daab ved Begravelse i Vand var den 



mest rigtige. Naar Vejret bedres agter 
vi at afhlode flere Møder ude i Landet. 

Deres Medarbejdere i Evangeliet, 

Aarhus, den 26. Juni 1927 

Holger Petersen, Howard Fjeldsted. 



James E. Talmage (bl.a. forfatter til 
,, Trosartiklerne") præsiderede over de 
europæiske missioner og besøgte Kø- 
benhavn i august 1927. Han sagde bl. 
a. ,,Hvad forstår man ved et Vidnes- 
byrd?" Og hanfortsatte ved at sige, 
at det er en Overbevisning om, at der 
eksistereren Gud, og at Jesus Kristus 
er Guds Enbaarne Søn, samt at Jo- 
seph Smith er en Guds Profet, og at 
Herren aabenbarede sig til ham. Dr. 
Talmage bar sit Vidnesbyrd om Sand- 
heden heraf. ,,l, mine Tilhørere," sag- 
de Taleren, ,,har Ret til at kende mit 
personlige Vidnesbyrd som en Her- 
rens Apostel," og bar derefter et kraf- 
tigt Vidnesbyrd om Kirkens oprettelse 
i Kristi Dage, dens Tilintetgørelse og 
dens Genoprettelse ved Profeten Jo- 
seph Smith i denne Uddeling. „Der 
kan spørges," sagde Taleren, „hvor- 
ledes jeg har faaet dette Vidnesbyrd 
og denne Kundskab; mit Svar er, at 
jeg har faaet det ved at bede, som 
Apostelen Jacob siger, men jeg kan 
ikke give dette Vidnesbyrd til andre, 
enhver maa selv søge at faa et." Præ- 
sidenten bad sluttelig, at de, der har 
annammet Evangeliet, maatte bevare 
det Vidnesbyrd, Herren har givet dem, 
og bad Gud velsigne dem alle til Tro- 
fasthed. 



Templet i Arizona blev indviet d. 23. 
oktober 1927. 



,, Betaler ondt med 
Godt" 

Blev du haanet, 

blev du saaret 

af en anden i din Færd, 

blev du miskendt 

og foragtet, 

— blev der tvivlet om dit Værd — 

husk, at kroget Træ skal rettes 

for at blive stærkt og rankt, 

og at Sværdet ret skal hærdes 

for at blive skarpt og blankt. 



Tag det hele 

som en Skole, 

der skal styrke blot dit Mod, 

der skal lære 

dig at blive 

mere brugbar, mere god. 

— Der kan altid drages Lære 
af de ondes slette Færd, 

saa man selv faar Lyst at stræbe 
mod at blive mere værd. 

Blev du saaret, gav det Smerte? 

tab ej Modet, rank dig blot; 

aldrig nære 

onde Tanker, 

bære Nag for stort og smaat. 

Den, der hævner, han er lille, 

derfor skal han ynkes blot, 

— stor er den, der tier stille, 
og betaler ondt med godt. 

Jørgi Johansen. 

(Bragt i Stjernen, 1. Aug. 1927.) 

1 1927 bragtes også følgende 
,, hjertesuk" 

Til kirkens 
medlemmer 

Skandinaviens Stjerne har nu i 76 Aar 
været Kirkens Organ i de nordeuro- 
pæiske Lande. Mange ypperlige Lær- 
domme og opmuntrende Artikler har 
igennem Aarene funden Vej til dens 
Spalter, som er bleven læst med stør- 
ste Interesse af mange af Kirkens 
Medlemmer og andre, som er interes- 
seret i Kirkens Lærdomsprincipper. 
Vi haaber, at den fremdeles maa ud- 
fylde sin Plads som kirkeligt Organ 
for de Danske og Norske Missioner og 
blive paaskønnet af Medlemmerne til 
en saadan Grad, at man kan tælle 
enhver Familie og ethvert voksent 
Medlem som Bladets Abonnent. 
Vi beklager meget, at Skandinaviens 
Stjerne ikke nyder den Støtte fra Kir- 
kens Medlemmer, som kunde ønskes. 
Da det er forbunden med en ikke saa 
lille Udgift at publicere Bladet, og 
vort Abonnentantal er ikke saa stort 
at det Beløb, som kommer ind, tilnær- 
melsesvis kan betale Omkostninger- 
ne, der er forbunden med Udgivelsen, 
haaber vi inden Aarets Udgang af faa 
vor Anonnementsliste betydelig ud- 
videt. 



39 



Til Kirkens Medlemmer ønsker vi at 
sige: „Lad ikke vor Henstilling være 
forgæves, men lad Løsenet være: 
„hvert Medlem sit Blad." Selv om I 
har Lejlighed til at læse det hos andre, 
saa abonner selv og opbevar Bladet 
for senere at drage Nytte af dets Ind- 
hold, eller giv det til Eders Venner, 
som derved kan faa Kundskab om 
Evangeliet. Fem og tyve Øre hveran- 
den Uge kan vel alle ofre paa Bladet. 
For at naa vort Maal tillader vi os at 
henstille til Menighedernes Lærere og 
Kvindeforeningernes besøgende Sø- 
stre overalt i Danmark og Norge at 
bruge al deres Indflydelse for Bladets 
Ubredelse, ikke alene blandt Kirkens 
Medlemmer, men ogsaa blandt vore 
Venner, som derved kan blive bekendt 
med Evangeliets Lærdomme. 

Ak ja, der er intet nyt under solen, 
som dengang for 50 år siden, sådan 
også idag. Man forstår godt at pro- 
feterne til alle tider synes at sige det 
samme. 
J.L. 



Primary 



Primary 



Dorthea Christiansen Murdock blev 
opretholdt som 2. rådgiver i primarys 
generalbestyrelse under et møde ved 
generalkonferencen den 2. april. 

Hun arbejder sammen med præsiden- 
tinde Naomi M. Shumway og 1. råd- 
giver Colleen B. Lemmon. Den nye 
rådgiver blev kaldet for at udfylde en 
ledig stilling, der opstod, da Sara B. 
Poulsen, som har arbejdet som 1 . råd- 
giver, blev kaldet til at virke som tem- 
pelværtinde for Sao Poulo templet i 
Brasilien. 

Hun er den yngste datter af ældste 
EIRay L. Christiansen og LewellaRees 
Christiansen. Ældste EIRay L. Christi- 
ansen virkede som assistent til Det 
tolv indtil han døde i december 1975. 

Søster Murdock blev kaldet til at ar- 
bejde i en komité med at skrive pro- 
grammet for hjælpeforeningens bør- 
nepasning. „Min familie og mit hjem 
er det vigtigste i mit liv. Jeg elsker 
at være hjemme. Min hobby er at gøre 
hjemmet til et dejligt sted at være", 
sigerhun. 



Mildred T. Pettit, komponist til den 
populære sang: „Jeg er $ud kære 
barn," døde den 9. april, 1977, i et 
hospital i Los Angeles, Californien 
efter at have adskillige hjerteslag. Hun 
blev 81 år gammel. 

Som tidligere medlem af primarys ge- 
neralbestyrelse gav kirken hende til 
opgave at komponere musikken til ad- 
skillige primarysange. 



Mormons bog trykt 
på indonesisk 

Et af de første eksemplarer af Mor- 
mons Bog, trykt på Bahasa indone- 
sisk, det officielle indonesiske sprog, 
blev i sidste uge overrakt præsident 
Ezra Taft Benson, De tolvs Råd. Bo- 
gen blev overrakt præsident Benson, 
fordi han den 15. november, 1969 be- 
myndigede Translation Services til at 
påbegynde oversættelsen og udgivel- 
sen af Mormons Bog på det indone- 
siske sprog. 

Dette er den anden oversættelse af 
Mormons Bog, som i den senere tid 
er udkommet i den del af verden. 
Sidst på efteråret i 1976 udkom bogen 
på thaisk for medlemmer og missio- 
nærer i Thailand så arbejdet kan gå 
fremad blandt de 43 millioner thailæn- 
dere. Der blev trykt 3.000 eksemplarer 
på thaisk. Den indonesiske udgave 
blev trykt i 5.000 eksemplarer i Jakar- 
ta, Indonesiens hovedstad. 
Der er ca. 1.300 medlemmer i Indo- 
nesien, og det omfatter de 134, som 
blev døbt sidste år. Der er et distrikt 
og 8 organiserede grene, med præsi- 
dent Hendrik Gout som præsident for 
Indonesien Jakarta missionen. 
I øjeblikket er der 50 missionærer i 
Indonesien, som skal bringe evange- 
liet ud til landets 135 millioner ind- 
byggere. „Vi er meget glade for, at vi 
nu har Mormons Bog på det officielle 
indonesiske sprog. Den er oversat til 
det officielle sprog, fordi skolerne 
over hele Indonesien underviser i dette 
sprog, til trods for at der tales mange 
andre dialekter," sagde ældste Ja- 
cob de Jager fra De halvfjerds' første 



kvorum, som er område-tilsynsføren- 
de for denne del af verden. 
Bror Budi Darmawan, som er sprog- 
koordinator for kirken i Bandung, In- 
donesien, har arbejdet på projektet i 
forskellige aspekter med hjælp fra 
amerikanske ældster, der har gen- 
nemlæst arbejdet. 



Stavskonferencen 
i København 
den 7. og 8. maj 
1977. 

Konferencens hovedtaler var ældste 
Franklin D. Richards, senior præsi- 
dent for De halvfjerds' øverste Råd, 
og han gav de hellige i staven en 
masse gode råd om missionering. 
Ved lørdagens møde hvor stavspræsi- 
dentskabet, højrådet, biskopsråd, det 
melkisedekske præstedømmes ledere, 
70'ere, stavsmissionærer og de i sta- 
ven arbejdende fuldtidsmissionærer 
var til stede sagde ældste Richards 
bl.a.: 

„Jeg vil fortælle jer, hvordan I får 
flere mennesker ind i kirken. 
1 . Tænk i retning af dåb. 
I Lære & Pager 29:7 står der: ,l er 
blevet kaldet til at bringe mine ud- 
valgtes indsamling i stand, thi mine 
udvalgte hører min røst og forhærder 
ikke deres hjerter.' Hvem er de ud- 
valgte? Dem, der hører min røst. Vi 
er kaldede til at bringe de udvalgte til 
Gud. Der er 10.000. ja 100.000 ud- 
valgte i Europa, og et er vores opgave 
at finde de udvalgte. Men vi skal ikke 
bare døbe mennesker, vi skal døbe 
omvendte, se L&P 20:37. Må jeg i 
forbindelse med forberedelse af mis- 
sionærer sige, at du kan ikke bare 
undervise i evangeliet; kun i harmoni 
med Heliganden kan du undervise og 
du må forblive i denne harmoni og det 
gælder for os alle. 

Er du lykkelig gift? Hvis ikke, kan du 
ikke være en god leder. Hvis I vil 
læse Joseph Smiths historie hver uge 
vil I blive et redskab i Guds hånd til at 
føre nye medlemmer ind i kirken, thi 
det er halvdelen af vores historie, Jo- 
sephs historie satte det hele i gang ! 



40 



2. Altså læs Joseph Smiths historie 

ugentlig. 
Det er nødvendigt at have, eller ud- 
vikle tro for at komme videre. Når I gør 
jeres del vil Herren sætte jer i stand 
til at gøre resten; ved at udvikle tro 
udvikler vi vejen til succes. 
Der er i denne verden modsætninger i 
alle ting, der er positive og negative 
ting. Lys og mørke, sundhed og syg- 
dom. Tro på Kristus er positivt og 
frygt er negativt. Hvad er det, der af- 
holder os fra at missionere? Det er 
frygten for at støde nogen, frygten for 
at blive misforstået. Da tro er noget 
positivt og da vor forstand ønsker suc- 
ces må vi udvikle mere tro, for tro er 
begyndelsen til succes. 
Vi må imidlertid også studere mere, 
det er nødvendigt for utilstrækkelig 
studeren er vor største svaghed i alt 
lederskab. 

Det er stavspræsidentens opgave at få 
alle ledere: præsidenter, biskopper 
og højråd til at læse i skriften hver 
dag. Og når de gør det så vil I se frem- 
gang i arbejdet!! Alt dette er forbere- 
delse til missionering. Vi må finde og 
arbejde med mennesker, og det at ar- 
bejde må understreges for gør vi ikke 
det, vil vi miste dem. 
Hvorfor har vi her i staven 289 vorden- 
de ældster? Det er jer medlemmer, der 
skal etablere et fællesskab med de 
nye, ikke missionærerne for de rejser 
jo hjem. Men nye medlemmer er især 
gode missionærer, gør dem derfor til 
stavsmissionærer. 

Men vi må i det hele taget, som præsi- 
dent Kimball siger, øge vores indsats, 
vi må være mere effektive. Vi har nu 
over 25.000 fuldtidsmissionærer i hele 
verden. De bruger 80-90% af deres tid 
itil at finde undersøgere, således at 
kun 10-20% af tiden bruges til belæ- 
ring. Det må ændres, f.eks. til halv- 
delen af tiden til at finde og halvdelen 
til at undervise. Virker M/M-program- 
met her? 

Der er tre måder at være missionær 
på: 

a) efterleve evangeliet 

b) stil de gyldne spørgsmål 

c) in viter venner og andre til kirken 

3. Vi må udvikle mere åndelighed. 
Det at elske sin næste som sig selv 
er med til at udvikle mere åndelighed, 



men også studium og udvikling af 
mere tro hjælper til. 
Få folk til at bede til Gud for at få 
at vide, at Joseph Smith er en Guds 
profet og ikke bare om evangeliet er 
sandt. 

(Henvendt til fuldtidsmissionærerne) 
Stiller I det spørgsmål der findes sidst 
i 1. lektien i jeres undervisningsbog? 
(„Kender De nogen som De kunne 
tænke Dem at dele disse oplevelser 
med" — Kunne De tænke Dem at in- 
vitere dem hjem til Dem ved vort næste 
besøg?) Ingen missionærer reagerede 
på spørgsmålet og ældste Richards 
fortsatte: Ved at stille dette spørgs- 
mål vil I kunne fordoble antallet af 
undersøgere inden 30 dage. Men man 
stiller det måske ikke for ikke at for- 
skrække undersøgeren. 
Stil de gyldne spørgsmål flere gange 
om dagen: Hvad ved du om mormon- 
kirken, kenderdu noget til den? Vil du 
gerne vide mere? 

Vi begynder at sigte de udvalgte fra 
de ikke-udvalgte og vi begynder ved at 
spørge — de udvalgte vil være posi- 
tive. Hvis 400 ville gøre det bare 2 
gange om ugen vil vi have spurgt 
3.500 i løbet af en måned og 1000 af 
dem vil sandsynligvis sige ja til at 
høre mere." 

Med endnu nogle tanker om missio- 
nering sluttede ældste Richards den- 
ne lørdag eftermiddag. 
Søndag var det Mors Dag og søster 
Richards benyttede lejligheden til at 
tale lidt om kvindens rolle og nævnte 
at mødrene i kirken har et stort ansvar 
i at opdrage børnene i overensstem- 
melse med evangeliets principper og i 
at støtte deres ægtefælle. Mødrene i 
vores kirke har pligt til at være et 
eksempel for hele verden og dette an- 
svar ville måske være alt for stort hvis 
ikke man havde hjælpeforeningen som 
støtte i arbejdet. Det, Herren ønsker 
kvinderne skal gøre vil han åbenbare 
gennem hjælpeforeningen. 

I Lære og Pagter hedder det at det er 
vor opgave at lære vore børn at bede 
og vandre retskaffent. Det kan vi ikke 
bare overlade til verden, vi må sørge 
for at vore børn forstår, hvad det vil 
sige at vandre på Herrens veje. Det er 
ligeledes kvindens opgave at sørge for 
at samfundet blivet et godt sted til at 
opdrage børn i. 



Ældste Richards sluttede talerækken 
med at gentage og forstærke de gode 
råd han havde givet præstedømmets 
ledere om lørdagen. 
JL 

Indtryk fra 
regionalmødet 
4. juni 1977 

Mange ugers forberedelse kulmine- 
rede den lørdag da regional repræsen- 
tanten bød os velkommen til regional- 
mødet 1977. Her var samlet ledere fra 
hele Danmark, fra både stav og missi- 
on. Fx kom der en hel busfuld fra det 
nordjyske sent fredag aften så det var 
bare med at finde sin logivært i en 
fart og komme hjem at sove, for så- 
danne regionalmøder begynder tidligt 
og slutter sent (for der er meget at 
lære). Lige fra om morgenen var der 
travlhed i stavsbygningen på Magle- 
gårds alle, alle klasseværelser var i 
brug. Ja nogle blev kørt ind på Pri- 
orvej for at holde møder der. Udvalgte 
brødre og søstre, både fra stav og mis- 
sion havde i forvejen fået tildelt for- 
skellige opgaver. Bl.a. at undervisede 
andre. Alt materialet var i vinterens 
løb blevet sendt fra Salt Lake City 
til alle oversættelsescentre og der 
havde man oversat det omfangsrige 
materiale. Her i Europa var materialet 
blevet trykt i Frankfurt og via Distri- 
butions Centret videresendt til dem der 
af regionalrepræsentanten var valgt 
til at være lærere og diskusionsle- 
dere. 

Selve mødet blev indledt med en tale 
af president Spencer W. Kimball, ind- 
talt på bånd og ledaget af lysbilleder. 
Præsidenten sagde bl.a. at vi er sam- 
let til regionalmødet for at dele de 
gaver vi er blevet velsignet med og for 
at nyde godt af de gaver andre har. 
Der blev sandelig givet gaver under 
hele mødeforløbet og alle drog beri- 
get fra Maglegårds alle og den kom- 
mende sæson skal vise hvor stort ud- 
bytte man har haft ved at være med. 
At det første udbytte viste sig straks 
næste morgen med et kraftigt ma- 
veonde for mange, er en hel anden 
historit Det vil forhåbentlig blive den 
åndelige side af mødet der vil leve 
længst. 
JL 















„Han er sådan en mild og venlig mand. 

Det er et privilegium 

at være sammen med ham." 

„Hele w ar det bliver velsignet ved hans 

tilstedeværelse. " 

„Hun er et ,100° '/o 3 's ( medlem. 

Hvis hun er hjemme i Salt Lake, 

kommer hun altid til møderne. Hun er 

også en hengiven besøgslærerinde, 

som har ægde kærlighed og omsorg for 

de søstre, som hun er kaldet 

til at tjene." 

„Jeg er imponeret owr at han y som er 

profet for tre milliarder mennesker 

og anerkendt som en sådan af 

3 i /2 million, altid har tid til at besøge 

de syge." 

„Han beder altid for alle kirkens 

medlemmer." 

(Se artiklen 

„Nabolaget bliver beriget af profeten")